 |
Elsebeth Egholm
Elsebeth Egholm har udgivet et væld af bøger, her i blandt Drømmemanden (1998), De frie kvinders klub (1999), Scirocco (2000), Mig og min ø (2000), Opium (2001), Skjulte fejl og mangler (2002), Selvrisiko (2004), Personskade (2005) og Nærmeste pårørende (2006).
Du kan læse mere om Elsebeth Egholm på www.gyldendal.dk
|
Hvilken bog har du sidst læst? Jeg har sidst læst Virginia Woolfs roman fra 1920erne, Mrs. Dalloway. Vi har en bogkreds her i min landsby, og vi besluttede, at vi først skulle læse den og derefter Michael Cunninghams The Hours, som er inspireret af den.
Hvilken bog har du haft størst glæde ved at læse - og hvorfor? For mig er det sådan, at den seneste bog rumsterer i lang tid, så lige nu er det altså denne Mrs. Dalloway, som jeg synes er en helt skøn roman og, selvfølgelig, en klassiker. Den er - prisværdigt - kort, og den udspiller sig på en enkelt dag i London i societykvinden Clarissa Dalloways liv. Forfatteren har en interessant måde at komme omkring sine personer på, både ved at beskrive overfladisk handling, men også ved samtidig at grave dybere og give et indblik i alle mellemregningerne i et menneskes tanker og følelser i forskellige situationer. Det gør, at personerne fremstår meget komplekse, og temaer bliver jongleret elegant med fra person til person. Der bliver vævet fine tråde mellem karaktererne, og det er så smukt gjort. En meget usædvanlig roman og ikke en, jeg ellers som krimiforfatter ville læse og måske netop derfor er jeg rigtig glad for, at jeg har lært den at kende.
Hvilken bog har du sidst foræret væk? Jeg har selvfølgelig foræret en hel del eksemplarer af min seneste Dicte Svendsen-krimi, Nærmeste Pårørende, til venner og bekendte.
december 2006
|