|
 |
Sara Blædel
Sara Blædel har arbejdet som journalist og udgivet Anne-Marie - dronning uden rige (2000), Trods modvind (2002), Grønt støv (2004), Kald mig prinsesse (2005), I skyggen af Sadd (2006) og Kun ét liv (2007).
Du kan læse mere om Sara Blædel på www.sarablaedel.dk.
|
Hvilken bog har du sidst læst? Jeg har lige læst Blekingegadebanden af Peter Øvig Knudsen. Først tænkte jeg, at den var lidt lang i det, men pludselig var jeg grebet og blev fuldstændig opslugt. Jeg synes virkelig det er en spændende og interessant bog, han har skrevet, og den fik ting frem i min erindring - har set ham citeret for at sige, at man virkelig skal skrive dårligt for at det ikke blev en god historie. Det er muligt, men den er skrevet og komponeret supergodt og jeg tripper utålmodigt efter næste bind.
Hvilken bog har du haft størst glæde ved at læse - og hvorfor? Der har naturligvis været en del bøger, som har taget mig meget. Men Ida Jessens forfatterskab har jeg fuldstændig overgivet mig til. Jeg er netop i gang med hendes nye meget roste novellesamling En mand kom til byen Hun skriver fabelagtigt godt og kan skildre personer, miljøer og stemninger, så de træder skarpt frem for en. Hun må aldrig holde op med at skrive!
Hvilken bog har du sidst foræret væk? Ud over at jeg her lige efter udgivelsen har foræret en del af min egen Kun ét liv væk til venner og dem som har hjulpet mig med min research, så er det Åsa Larsson, svensk krimiforfatter. Jeg er meget begejstret for hendes kriminalromaner. Hendes første Solstorm havde jeg et lille lager af til gaver. For hvis man ikke allerede kender hende - og er til krimier, så har man virkelig noget til gode. Senest har jeg brugt hendes nyeste i serien Sort Sti som gave.
maj 2007
|