Alberti-katastrofen
af Henrik Larsen
(Politisk Revy)



P.A. Alberti (1851-1932) var en betroet og anset mand i datidens Danmark: Uddannet jurist, sparekassedirektør, justitsminister og sågar tillagt den imponerende, men reelt betydningsløse titel geheimekonferensråd.



Ganske vist havde han lige fra sine tidligste voksenår erhvervet sig et vist ry for uvederhæftighed i forretningsanliggender - men de få mennesker, der turde tale højt herom, blev som regel bragt til tavshed af ministerens intimiderende facon, og om nødvendigt ved søgsmål.

Albertis ministerkolleger havde heller ikke travlt med at bore i sagerne – ministeriets overlevelse var vigtigere end rygterne om den tvivlsomme økonomi i Alberti-selskaberne og indicierne på korruption i Justitsministeriet.

Således klarede Alberti igennem en imponerende lang årrække frisag, og det var et chok for samtiden, da han i 1908 meldte sig selv for bedrageri (og derved kom en decideret afsløring i forkøbet) for et beløb, der efterhånden skulle vise sig at løbe op i 15 millioner datidskroner – en svimlende sum, der vist først blev overgået ved Landmandsbankens krak i 1920’erne.

I kølvandet på afsløringerne faldt regeringen J.C. Christensen. Statsministeren selv og indenrigsministeren pådrog sig ydermere en rigsretssag, der førte til en bødestraf til indenrigsministeren for pligtforsømmelse. Statsministeren blev frikendt, men måtte indkassere en ”næse” – hvilket knækkede ham i en grad, at han aldrig vendte tilbage til toppolitik.

Denne velkendte skandale er naturligvis hovedindholdet i Henrik Larsens biografi om Alberti – men hvor historiebøgerne normalt slipper Alberti omkring den tid, han melder sig selv, fortsætter Henrik Larsen med retssagen mod Alberti, fængselsopholdet (Alberti blev idømt 8 års tugthus uden formildende omstændigheder) og årene efter løsladelsen indtil han som 81-årig blev kørt ned af en sporvogn. Desuden behandler han rigsretssagen og de politiske følger af Alberti-skandalen.

Alt i alt kommer Henrik Larsen godt rundt om sin hovedperson. Samtidig skildrer han Albertis samtid og omgivelser tilpas udførligt og med de fornødne forklaringer, så læseren har en referenceramme. Nogle perspektiveringer er også med, om end de måske er mere diskutable.

Bogen er klart og lettilgængeligt skrevet, logisk opbygget og med en klar linje. I et efterskrift opsummerer forfatteren på udmærket vis personen Alberti og hele sagen, ligesom han prøver at analysere Albertis motiver (Alberti svindlede nemlig ikke for at berige sig selv). Der er også en udførlig kildefortegnelse for den yderligere interesserede læser.

Så alt i alt et udmærket stykke håndværk, og et par timers O.K. tidsfordriv for den historieinteresserede.

Boganmeldelse af Ole Klaumann