Alberto
af Maria Helleberg
(Samleren)



Han voksede op med sine forældre som var meget fattige. Alt hvad der kunne pantsættes blev det og brugt til druk. Foruden druk var der også meget vold i hjemmet. Han blev tævet, sparket og ydmyget. Gik for lud og koldt vand og måtte gøre rent efter sine forældre, når de havde brækket sig ud over det hele.

Bertil havde ikke andet end døre og vægge som tegnebræt og hans hånd skulle bare have de ting ud som han havde set på sin tur i byen.

Han kom på Akademiet som 11-årig, hvor han vandt guldmedalje, og det medførte et rejsestipendium til Rom. Han havde en hård start i Rom, for han kunne ikke sproget og kunne hverken læse og skrive. Han mødte dog flere danskere i Rom og nogle af dem blev han venner med.

Bertil arbejdede hårdt for sin karriere som billedhugger og efterhånden fik han ansat folk i sit atelier, så han selv kunne spare sine hænder og lunger for det hårde slid i marmor og støv.

Han havde et problem i forhold til kvinder. Ikke at han var uberørt at smukke former, men at have et forhold til dem var noget andet. Han fik dog to børn med Anna Maria, som han ikke var gift med. Hun var fraskilt katolik. Førstefødte var en søn, som han mistede i fem års alderen. Han mente Anna Maria var skyld i dødsfaldet på grund af hendes alkoholproblem. Datteren ville han efterfølgende ikke forholde sig til, da han mente, at det var for hårdt at miste igen. Bertil havde ikke nogen storslået ulykkelig kærlighed i sit liv. Kun mislykkede halve forsøg.

Alberto er en biografisk roman om den store danske billedhugger Bertil Thorvaldsen. Bogen er udmærket og Maria Helleberg formår at give sin læser fornemmelsen af stanken i hjemmet, lugten af brækket og man kan næsten mærke den fysiske og psykiske smerte som Bertil må gennemleve. Man får ligeledes et indtryk af Thorvaldsen hvis man, som jeg, kun overfladisk kender til hans kunst. Bogen er måske dog lige langtrukken nok efter min mening.

Boganmeldelse af Kirsten Høier