|
Alle Guds børn af Sanne Udsen (Peoples Press)
    
Sarah Berthelsen, som tidligere har arbejdet både ved politiet og som anklager, har fået nyt job som forsvarsadvokat. I hendes første sag skal hun forsvarer den unge Johnny Nielsen, som står tiltalt for drabet på en ældre kvinde. Drabet virker ikke planlagt, men da man finder kvindens taske hos Johnny, går man ud fra, at der er tale om et rovmord, hvor Johnny gik efter pengene.
Efter sit første møde med Johnny er Sarah dog i tvivl om den unge charmerende mand virkelig har begået mord. Vist er han skyldig i en lang række tidligere sager, men det er småsager som tyveri, og Johnny virker oprigtig da han bedyrer sin uskyld. Sarah går derfor i gang med sin egen efterforskning af sagen. En efterforskning som ikke blive populær hos hendes chef.
Alle Guds børn er en vellykket blanding af chicklit og krimi, som dog indeholder mere chicklit end reel spænding.
Med chicklitbrillerne på følger vi nemlig Sarah, der fremstilles som den unge kvindelige advokat, som har lidt for svært ved at holde fingrene fra sin mandlige kollega og tankerne fra sin klient med de blå, blå, blå øjne og veludviklede biceps.
Med krimibrillerne på følger vi en sag om mord, begået på en tilsyneladende uskyldig ældre kvinde, og forsøget om opklaring af denne sag.
Jeg vil dog mene at Alle Guds børn ikke er en bog du skal læse, hvis du kun er interesseret i at have krimibrillerne på, for det er soleklart, selv for en blind, hvem bogens egentlige morder er og hvordan de forskellige sager hænger sammen. Til gengæld er dette en bog du skal læse hvis du er til en let læst historie, hvor morsomme og akavede samtaler bærer vægten, og hvor bogens Bridget Jones castede hovedperson trods alt er begavet nok til at være blevet både politikvinde og advokat, selvom hun også går op i om hendes nylonstrømper er løbet, og om hvor vidt det er trendy at tage en taxa frem for sin cykel når man skal færdes i byen.
Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe

|