Arvetanten
af Simonetta Agnello Hornby
Oversat af Birgitte Grundtvig
(Gyldendal)



Vi følger baronesse Costanzas barske liv fortalt gennem ammen Amalias tanker og fortælling til sin niece.

Sicilien i 1800-tallet. Baronesse Costanza bliver født. Hun har spættet hud, hår på skulderen og en ildrød hårpragt. Hendes mor vil ikke vide af hende, da hun ikke blev den dreng som hun ønskede sig til at føre slægten og arven videre.

Costanzas mor, baronesse Caterina, har svært ved at forstå, at hun har født en pige, for de rige er vant til at gøre som de vil, og få det som de vil have det. Men i visse henseender er vi fuldstændige ens. Sådan er det med naturen.

Ammen Amalia bliver tilkaldt til baronens hus, hvor de fine og de fattige lever tæt sammen og alligevel langt fra hinanden. Amalia skal tage sig af den lille nyfødte baronesse. Amalia bliver hængende og det er godt for den lille baronesse, som har brug for et omsorgsfuldt menneske.

Costanza møder senere sit livs kærlighed, men kærligheden er ikke gengældt. Han har taget hende fordi han havde ondt af hende. Hun er så forelsket og tillige har hun mange penge mens han kun har stor gæld.

Livet blandt de adelige er ikke så rosenrødt og sorgfrit. Det står de fine herrer frit for hvem de vil forgribe sig på og hvad de måtte have lyst til, dog må de ikke forelske sig. Det er en hård kamp om titler, ejendom og penge.

Arvetanten er god og man får et personligt forhold til baronesse Costanza, som skal så frygteligt meget igennem. Hun må flere gange løsne håret og flette lives fletning på ny. En historisk roman med mange historier vævet ind i hinanden, og rigtig mange mennesker involveret, og hvor man som læser skal være mere end almindelig vågen for, at holde styr på alle de medvirkende. Bagerst i bogen er der heldigvis et personindeks til hjælp, men alligevel skulle jeg gennem halvdelen af bogen for at have nogenlunde styr på de forskellige, og jeg var da også flere gange ved at give op. Heldigvis holdt jeg ud, hvilket jeg er glad for.

Boganmeldelse af Kirsten Høier