Baader Meinhof
af Peter Wivel
(Politikens Forlag)



I over 20 år var Rote Armee Fraktion (RAF) en tilbagevendende plage for den tyske forbundsrepublik, med bombeattentater, kidnapninger, mord og adskillige afledte aktioner i internationalt regi. Flere af gruppens medlemmer blev dræbt eller fængslet (hvor 3 af dem begik selvmord i 1977), men først med DDR’s fald lykkedes det endelig at få sat en stopper for gruppens aktiviteter.


Da forsvandt nemlig deres hidtidige fristed, hvor vestlige myndigheder ikke havde kunnet nå dem.

Indtil den formelle opløsning i 1998 (reelt sluttede det i 1993) lykkedes det 3 generationer af RAF’ere at placere gruppen som en af de mest rabiate og frygtede terrororganisationer i Europa og med tætte forbindelser til PFLP. Nogle læsere husker muligvis stadig mordet på statsadvokat Buback, bortførelsen af og mordet på arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer og lignende bedrifter, der chokerede og æklede størstedelen af Vesteuropa.

Peter Wivel har forsøgt at skildre og forklare gruppen gennem en række portrætter af dens ledende figurer: Navngiverne Andreas Baader og Ulrike Meinhof samt deres arvtagere Gudrun Ensslin, Stefan Wisniewski og Karl-Heinz Dellwo.

Efter en rodet indledning om anholdelsen af de ledende RAF’ere, Birgit Hogefeld og Wolfgang Grams, i 1993 giver forfatteren en fin beskrivelse af det politiske og kulturelle klima i 1960’ernes Vesttyskland og hvordan episoder som det berlinske politis drab på demonstranten Benno Ohnesorg kommer til at præge den vesttyske variant af ungdomsoprøret (selvom kimen til den første RAF-generations radikale politiske opfattelse kan spores længere tilbage). Derefter går det desværre galt igen. Bogen bliver springende, og savner efter min opfattelse linie og struktur – muligvis fordi forfatteren ikke rigtig har gjort sig målsætningen med sin bog klar.

Ind imellem mere biografiske afsnit om f.eks. Ulrike Meinhofs tidlige liv og beskrivelser af RAF-aktioner bruger Wivel en del spalteplads på at redegøre for RAF’ernes politisk-ideologiske tankegods. Imidlertid forfalder han næsten konsekvent til at gå i rette med det i samme åndedrag. Således får forfatteren ført en række belærende debatter med RAF’erne og diverse venstrefløjsteoretikere. Muligvis en interessant øvelse for Wivel, men temmelig trættende for læseren, der måske kunne tænkes at ville og kunne danne sig sin egen mening.

Så når man efter ca. 250 sider lægger bogen fra sig, er man ikke blevet stort klogere på RAF end man ville være blevet ved at læse ugebladet ”Stern”s seneste artikelserie om emnet. Til gengæld har man stiftet grundigt bekendtskab med en række afarter af politisk ideologi og adskillige revolutionsteoretikere.

Hvis sidstnævnte er hensigten med bogen, kunne stoffet om RAF kunne være kogt ned til en påvisning af, hvordan ideologi gjorde en række prædestinerede politiske fantaster til terrorister.

Hvis hensigten derimod har været at redegøre for RAF’s historie, kunne de politiske lektioner med fordel være kogt væsentligt ned. Og igen: En væsentligt strammere struktur ville formentlig både have slanket og gavnet det endelige resultat.

Boganmeldelse af Ole Klaumann