top
logo

Login




Home

Blå bror Udskriv Email

Blå bror
af Ib Michael
(Gyldendal)



Den unge mand, som er romanens hovedperson, er gymnasieelev på Roskilde Katedralskole i de gode gamle dage, hvor syrenerne blomstrede i eksamenstiden og hvor Roskilde var en pæn provinsby. Hans småborgerlige forældre lever distanceret fra sønnen, som orienterer sig mod klassekammeraten Mark, en velhavende diplomatsøn med levemåde. Dog – viser det sig – ikke helt uden egne lig i lasten.

Romanens handling strækker sig over et par år. Vigtigt for hovedpersonen er piger, som han begærer med en altopslugende, naiv seksualitet. Og selvinstruerede smalfilm, musik og hans egen digtning, selvfølgelig. Samt forholdet til vennen Mark. Romanen følger den unge mands famlende eksperimenter (både med piger og diverse kunstarter), hans udvikling og modning, som ikke går stille og upåagtet hen, til han efter sin studentereksamen har fået noget der ligner et seksualliv, et ægte venskab med Mark og selvtillid nok til at komme sin sande elskede til undsætning, da hun har brug for det.

De tidlige ungdomsårs fumlen er vel universel og til at identificere sig med for enhver. Denne roman er ofte næsten uudholdelig i sin skildring af den unge mand og de tåkrummende situationer han får rodet sig ud i. Samtidig er den bestemt morsom. Sprogligt suveræn og på det plan en entydig fornøjelse at læse.

Blå bror lægger sig i forlængelse en række af beslægtede romaner som f.eks. Rifbjergs Den kroniske uskyld og Charles Webbs Fagre voksne verden – men jeg synes den er sværere tilgængelig. Den rummer mange og ret forskellige aspekter og er ganske kompleks. Ikke så meget i den ydre handling som i de temaer, den tager under behandling, og ved isprængte fantastisk-poetiske drømmelignende sekvenser, hvori trompetpigerne fra biografreklamerne er gennemgående figurer og optræder sammen med f.eks. en rokkelignende ufo fyldt med alskens personager.

Det er en bog, der kræver tålmodighed og koncentration af sin læser. Dens spændvidde temamæssigt og sprogligt gør at det er en bog til langsom læsning i mindre bidder. Til gengæld giver den også meget tilbage.

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/