Blekingegadebanden - den hårde kerne
af Peter Øvig Knudsen
(Gyldendal)



Bind 2 af Blekingegadebanden tager tråden op efter bandemedlemmet Holger Jensens død i 1980.

Nye medlemmer tager têten, og bindet omhandler nogle af gruppens større aktioner, kulminerende med kuppet mod Købmagergades postkontor i 1988, der medførte drabet på en politibetjent og skulle blive gruppens sidste. Bogens sidste få sider omhandler retsopgøret med gruppen.

Som i første bind er jeg – i modsætning til mange dagbladsanmeldere – ikke altid lige begejstret for Peter Øvigs fortællestil, men historien i sig selv er så utrolig, at formen ikke kan få én til at slippe bogen.

Vægten i bind 2 ligger mindre på de politiske motiver, men mere på de konkrete gerninger, og det er på én gang fængslende og hårrejsende læsning. På den ene side imponeres man ufrivilligt over gruppens professionalisme i form af planlægning, disciplin og flid – på den anden side chokeres man over den selvfølgelighed og følelseskulde, der efterhånden præger den i dens udøvelse af systematisk og ofte særdeles alvorlig kriminalitet.

Forfatteren bruger en hel del af bogen på ét af de forehavender, der ikke gennemførtes – kidnapningen af en svensk rigmandssøn. Denne del af bogen kunne efter min mening være kogt en hel del ned, og jeg ser ikke helt forfatterens idé med at gøre så grundigt rede for netop denne episode.

Ligeledes bruges der en del tid på ”Stemmen” – et bandemedlem, der har betinget sig anonymitet – hvis efterfølgende refleksioner over gruppens handlinger vi delagtiggøres i. Forfattermæssigt er det et klart ”scoop” at få udtalelser direkte fra et gruppemedlem, men selve udsagnene virker hule, politisk korrekte og i øvrigt lidet troværdige i retning af seriøs anger over de lidelser, Blekingegadebanden påførte aldeles uskyldige mennesker i deres iver for at hjælpe (en forskruet afart af) den palæstinensiske sag.

Endelig belyser bogen det skisma, som satte Blekingegadebanden i stand til at virke langt ud over den tid, hvor den egentlig var blevet erkendt af myndighederne for sin sande aktivitet og skyld. Det er en lidt kedelig affære, hvor PET’s interesse i at afsløre større, internationale sammenhænge får dem til at forholde det ”almindelige” politi oplysninger, og hvor politikere og ledende embedsmænd hér og i udlandet vælger at sætte kikkerten for det blinde øje for ikke at skulle retsforfølge (åbenlyst suspekte) terrorister, da dette indebærer risiko for et terroranslag mod det pågældende land. Mildest talt ikke det danske retssamfunds stolteste stund, men pragmatisk – og den historisk interesserede læser vil erindre paralleller, som nogle af os i dag har vældig travlt med at fordømme.

Som for bind 1 må man sige, at Peter Øvig tager fat i en kanon historie, researcher den tilsyneladende grundigt og er i stand til at bringe hidtil ukendte eller upåagtede aspekter til torvs på en opsigtsvækkende måde (læs blot dagbladsanmeldelserne og afledte artikler omkring udgivelsesdatoen for bogen, f.eks. den lidet flatterende historie om Wejra-fabrikken og Radiometer-arvingen Johan Schrøder – formand for Dansk Industri og en sand samfundsstøtte, bare med det kedelige forhold, at han havde en betinget straf med i bagagen. En vor tids Hans Scherfig ville have boltret sig i den historie).

Alt i alt kan bogen varmt anbefales – uanset om man vælger at læse den som dokumentar/spænding, (samtids-)historie eller en beskrivelse af ”Realpolitik” i Danmark. Bedst er det imidlertid at tage alle vinkler ind i én stor mundfuld – der er mange smagsnuancer, men helhedsindtrykket er overvældende!

Boganmeldelse af Ole Klaumann