Bogen om digital fotografering af Scott Kelby Oversat af Lene Sekjær (Forlaget Libris)
    
Dette er en super god bog for dem der interesserer sig for digital fotografering, uden at have 100% styr på hele den eksakte videnskab. En videnskab og dets kompleksitet, der hurtigt går op for én når man står med et digitalt spejlreflekskamera i hånden og skal tage stilling til ISO, brændvidde, blænde osv.
Kelby har delt bogen op med fokus på motiv. Dog drejer det første kapitel sig om at tage skarpe billeder. Kapitel 2 har blomsterfotos som emne, kapitel 3 er bryllupsbilleder, kapitel 4 er landskabsbilleder, kapitel 5 er sportsfotos, kapitel 6 er personfotos, kapitel 7 er damage control, kapitel 8 er de digitale fordele, kapitel 9 er storbysbilleder, kapitel 10 er print af billeder og kapitel 11 er det hele kogt hurtigt op.
I hvert kapitel går han i detaljer med vinkel på motiv, type af objektiv, linse, evt. tidspunkt på dagen/året for at tage motivet, kamerastabilisering og meget meget mere.
Det jeg lister herover er måske allerede ganske teknisk, men jeg lover jer, at Scott Kelby formår at formidle stoffet vedrørende digital fotografering ganske pædagogisk, så man ikke føler sig sat af.
Det er en ganske rar oplevelse, når man sidder med et stort monstrum af et kamera i hånden, at vide at man faktisk kan producere nogle ganske enestående billeder med nogle enkelte af Kelbys fif. Man bliver ganske forundret over at det ikke er sværere (intet ondt ord om de professionelles evner).
Bogen kommer godt rundt i foto-paletten, og man synes som amatør, at det er ganske rart at have en bog som Kelbys, der anretter denne komplekse videnskab i små overskuelige doser afhængig af motiv.
Når denne letlæselige bog først er gennemlæst én gang er den super god som opslagsbog Hvis du f.eks. skal til et bryllup, så kan du hurtigt danne dig et overblik over de fif og kameraindstillinger, der er ideelle for at fange en masse glade mennesker og fange brudeparret i gode vinkler på deres måske vigtigste dag. Og som nævnt er Scott Kelby meget pædagogisk, hvilke hjælper en over de første tekniske barriere.
Jeg giver den fire stjerner, fordi jeg vil åbne den gentagne gange og nemt vide netop hvor jeg skal lede for at finde svar.
Boganmeldelse af Isabell Rehøj

|