top
logo

Login




Home

Brød og roser Udskriv Email
Brød og roserBrød og roser
af Inge Eriksen
(Gyldendal)

stjerne blaastjerne blaastjerne blaastjerne blaastjerne hvid



Inge Eriksen blev født i 1935 og tilbragte sine første leveår i et isoleret ledvogterhus i Rold Skov. Efterfølgende flyttede familien til Sønderjylland, hvor hendes elskede far gik ind i modstandsbevægelsen. Han omkom i kz-lejr i begyndelsen af 1945, hvorefter moderen med sine to børn flyttede til Aalborg.

Forholdet mellem den unge Inge Eriksen og hendes mor var særdeles konfliktfyldt, og den rastløse unge pige forsøgte (med held, men måske ikke just elegant) at slippe hjemmefra. Hun ernærede sig ved forskelligartede jobs og efter en studentereksamen taget på toårigt kursus begyndte hun at læse på Aarhus Universitet. Hun fik en søn, som fulgte med faderen ved den efterfølgende skilsmisse, og flyttede kort efter til København, hvor hun efter år med forskelligt kontorarbejde uddannede sig til lærer på Dag- og Aftenseminariet. Hun arbejdede som lærer indtil hun fik et studie– og rejselegat, der førte direkte over i arbejdet med Viktoria og verdensrevolutionen. Inge Eriksen var politisk aktiv på venstrefløjen op gennem 60’erne og 70’erne og fortæller også engageret om sine politiske overvejelser og projekter.

Hvis man selv erindrer 60’erne og 70’erne vil man sandsyligvis kunne genkende stemningen og tidsånden i store afsnit af bogen og genkendelsens glæde skal man jo ikke underkende.

Lige fra omslaget, der viser et foto af en ældre (nutidig?) Inge Eriksen med cigaret i mundvigen og et no-shit udtryk i ansigtet, tegner selvbiografien et billede af et kampberedt menneske med en stærk selvstændighedstrang og en ret kontant tilgang til verden. Og tillige et bevidst, vidende og politisk reflekterende menneske. Hun skriver mundrapt og underholdende, tilsyneladende lige ud af landevejen og uden de store dikkedarer. Selvom hun på ingen måde svælger i de mørkere aspekter af hverken sin egen livshistorie eller tilværelsen i almindelighed, er man bestemt ikke i tvivl om at hun har et indgående kendskab til dem.

Biografien holder en balance mellem den personlig og den offentlige sfære, som jeg synes er tiltalende.  Den er personlig uden at blive privat og åbenhjertig uden at udstille eller befamle hverken hende selv eller andre.  Hun drager mange tråde frem til sine senere romaner og det finder jeg interessant og oplysende.  Alt i alt en sober og velformuleret selvbiografi, der belyser forfatteren - som forfatter.


Boganmeldelse af Tine Demandt


Klik for at se prisen
 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/