top
logo

Login




Home

Champagnepigen Udskriv Email

Champagnepigen
af Leonora Christina Skov
(Aschehoug)



Forfatteren Linn danner par med TV-kendissen Isak, og sammen udgør de udadtil et overfladisk overklassepar, for hvem facaden er vigtigere end deres samlivs egentlige konturer. Parrets to børn, som Linn er stedmoder til, synes ikke at have nogen større plads i deres hjerter, men fremstår i stedet som en enestående undskyldning for lidt ekstra opmærksomhed på den offentligt tilgængelige konto, hvor de bruger især den yngste datter i spillet om at fremstå i medierne som den perfekte familie.

Men under overfladen savner Linn nærværet fra Isak og den gnist som tidligere overbeviste hende om at Isak var rasende forelsket i hende - og kun hende - er langsomt begyndt at slukkes. Også børnene synes at have deres problemer at kæmpe med, og da en journalist en dag træder ind i familiens liv, begynder fortidens spøgelser at rumstere.

Champagnepigen er en fortræffelig bog, som siger mere mellem linjerne end gennem bogens egentlige skrevne ord. Bogen berører emner som magtmisbrug i form af forskruede barn/voksen og ansat/arbejdsgiver forhold, sex som substitut for følelser og parforhold som gør mere skade end gavn for alle implicerede parter.

Fortællerformen holder en vis distance til bogens hovedpersoner, hvilket gør, at læseren selv må arbejde for at komme ind under huden på disse, da der ikke gives ved dørene i form af direkte beskrivelser af personernes tanker og følelser. Dette synes jeg dog ikke gør noget, da den røde tråd gennem hele bogen er, at læseren ikke får serveret noget, men derimod selv må sætte hjernecellerne i sving og arbejde sig frem til det som ikke beskrives direkte med ord.

Alt i alt er Champagnepigen en rigtig god bog for dig, som godt kan lide at reflektere over de bøger du læser.

Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/