top
logo

Login




Home

Chenleins dobbeltgænger Udskriv Email

Chenleins dobbeltgænger
af Georg Ursin
(Peoples Press)



Georg Ursins skrøbelige pensionist Chenlein bliver endnu en gang fanget i et mareridt med kafkaske undertoner. Ved et tilfælde befinder han sig i nærheden af åstedet for en påsat brand, og flere af ofrene genkender ham som gerningsmanden. Det bliver gradvist klart for Chenlein, at han har en kriminel og gennemført ond dobbeltgænger. Det lykkes ham oven i købet at bevise det, og i første omgang klarer han derfor frisag.

Men dobbeltgængeren har flere kort i ærmet, og snart befinder Chenlein sig igen i fængsel – men denne gang uden chance for at gå fri for alvorlig straf, uanset hvilket forsvar han vælger.

Dette er plottet i Ursins seneste krimi Chenleins dobbeltgænger. Det hænger ikke helt sammen, logikken er langt fra uangribelig, men alligevel læser man bogen til ende. I hvert fald, hvis man kan lide Ursins ”understatede” stil med stilfærdige og undertiden resignerede betragtninger over mangt og meget her i menneskelivet. Og det er nok lidt enten-eller.

Med fare for at fornærme forfatteren blodigt (eller udstille min egen mangel på forståelse for værkerne), betragter jeg hans bøger som små, uprætentiøse fortællinger: Sjove, ironiske og underfundige betragtninger, fine beskrivelser af dagligdags mennesker og steder, og så et plot med et kafkask twist om den lille borger, der bliver fanget i autoriteternes maskineri og begivenhedernes egen, uafvendelige logik.

Så hvis man ikke lægger for meget i det, får man en underholdende og hurtigt læst lille krimi med stof til let gysende eftertanke – men ingen ”cliffhanger” og næppe noget hovedværk i europæisk litteratur. Ursin skal næppe heller drive rovdrift på sin nuværende stil: Jeg har kun læst en af hans tidligere bøger, Den navnløse bevægelse, men jeg synes allerede nu det er på tide at få nye boller på suppen – ellers bliver det lige så forudsigeligt som Hans Scherfig.

Boganmeldelse af Ole Klaumann




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/