|

Constance Ring af Amalie Skram (Borgen)
    
Constance Ring er en ung kvinde på 21 år. Hun er gift med en lidt ældre mand, der elsker hende højt på hans egen lidt kantede måde - uden at vise følelser selvfølgelig, for det gjorde mænd bestemt ikke i 1885, hvor romanen foregår. Constance er på dette tidspunkt alt for umoden til at forstå sig på mænd og deres væremåde.
Hr. Ring er ked af, at Constance går rundt og er så nedtrykt. Han ser hende helst glad og kærlig, og han sender derfor bud efter moderen, fru Blom.
Det hjælper også ganske godt, i hvert fald i den tid moderen er på visit hos dem. En tid efter at moderen er rejst, kommer Constance hjem og finder Hr. Ring i en intim situation sammen med den unge pige i huset. Dette er dråben som får bægeret til at flyde over. Hun flytter hjemmefra, til alles store forargelse. De mener hun skal tilgive ham, for sådan er mænd nu engang.
Senere bliver Constance gift med Hr. Lorcks, som er læge. Endelig har hun fundet en elsker – en som også elsker hende. Hun bliver gravid og alt tegner lyst og lykkeligt, men så dukker en gammel beundrer op. Han bliver på et tidspunkt hendes elsker, men lidt efter lidt begynder det hele at ramle for hende igen.
Constance er en kvinde, som uden tvivl har haft det svært i 1885, fordi hun var forud for sin tid. Hun havde en helt anden måde at anskue tingene på, især forholdet mellem mand og kvinde, og hun vækker stor forargelse med hendes tanker. Det var helt uhørt dengang, at kvinder tog sig en elsker, hvilket dog modsat var helt naturligt for en mand. Romanen vakte stor opstandelse første gang den blev udgivet i 1885.
Gyldendal anså romanen for at være uanstændig, så derfor måtte Amalie Skram selv betale for at få den udgivet, men jeg synes at det er en sød og meget underholdene roman. Den er skrevet i næsten samme sprog og vendinger, som man gjorde den gang.
Den minder mig lidt om Henrik Ibsens Et dukkehjem, med lille Nora som blot skulle være et stykke pynt i hjemmet, men som også gjorde oprør.
Boganmeldelse af Sonja Troest

|