top
logo

Login




Home

Corpus - Rejser i menneskekroppen Udskriv Email

Corpus - Rejser i menneskekroppen
af Christian Graugaard
(Politikens Forlag)



Corpus er et ret vellykket blandingsværk. Forfatteren er læge og har med udgangspunkt i den menneskelige fysiologi (som han må formodes at have godt kendskab til) begået en bog som i tekst og ikke mindst billeder beskriver den menneskelige krop.

Bogen er inddelt i 10 hovedafsnit, som hver behandler et aspekt af kroppen, f.eks. bevægeapparat, nervesystem, fordøjelse, forplantning osv. Hovedlinien er den fysiologiske, hvor forfatteren redegør sagligt for de områder, han har valgt at behandle. Målgruppen er selvfølgelig lægfolk og formidlingen afspejler sprogligt dette. Dermed være dog ikke sagt at alle de ”lægefaglige” afsnit er let tilgængelige, for det er ikke min vurdering. Til gengæld taber man ikke det store ved at læse let hen over det man ikke fatter.

Det der går bogen til noget særligt er hvad der i indholdsfortegnelsen betegnes som ”sidehistorier”. I hvert hovedafsnit fylder disse mindst lige så meget som fysiologien – og de er både sjove, overraskende, inspirerende og meget andet. Der er litterære indspark, små afsnit af kulturhistorisk tilsnit, religiøse og mytologiske paralleller og meget andet. Samt et væld af gode og interessante illustrationer.

Det er en interessant, underholdende og meget flot udstyret bog. Illustrationerne er et stort plus og spænder fra mikroskopiske optagelser af celler m.m. til fotos, kunst, tegninger, ja alt muligt. Der er i det hele taget eksperimenteret med layout og opsætning. Resultatet er generelt flot.

Dog trækker det voldsomt ned (faktisk en hel stjerne), at ret mange tekster er trykt med f.eks. hvid eller lysegrå oveni illustrationerne, hvilket gør dem næste umulige at læse. Og min holdning til tekster i bøger er, at hvis de er der, skal de være læselige. En anden praktisk ulempe, som nok er en uundgåelig følge af det flotte layout, er at bogen fysisk er meget stor og derfor uhåndterlig.

Bogen egner sig fint til at have liggende fremme og bladre i nu og da, læse i små nøk ad gangen. Den er både interessant og underholdende, på en lidt små-anekdotisk facon. For sin genre er den vellykket og jeg kunne godt se den fast placeret i venteværelset hos en praktiserende læge...

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/