Cosa Nostra
af John Dickie
Oversat af Ebbe Rossander
(Peoples Press)



Den italienske – måske mere præcist, den sicilianske – mafia er ikke noget nyt fænomen, men trods dens mere end 100-årige historie er det ikke lykkedes nogen at beskrive, definere endsige bekæmpe den præcist.

John Dickies bog Cosa Nostra belyser til en vis grad hvorfor.

Mafiaen er tilsyneladende en størrelse med mange sider: masser af principper og æresbegreber med afsæt i det sicilianske bondeliv, men ingen værdier eller størrelser, der ikke kan gradbøjes efter omstændighederne. Det eneste faste motiv er trangen til at berige sig, uanset om metoden er korruption, narkohandel eller noget helt tredje. Og brutal vold er en integreret del af værktøjskassen, hvad enten den bruges i interne magtkampe, som hævn, til intimidering af potentielle vidner eller til at skræmme forstyrrende myndigheder bort.

John Dickie går systematisk og grundigt til værks, startende med mafiaens opståen på Sicilien og den – fysisk og i overført betydning – fjerne italienske regerings halvhjertede forsøg på at komme den til livs. Han går derefter kronologisk frem til 2003 (bogen er oprindeligt udgivet i England i 2004), med en afstikker til mafiaens andet hjemland, USA.

Forfatteren gennemgår de forskellige ”klaner” og deres indbyrdes forhold, ledende mafiosi og mafiaens forskellige ”arbejdsmarker” over tiden – citronhandel, afpresning, beskyttelse, sprit- og narkohandel, spil, prostitution, returkommission og snyd med offentlige midler – you name it.

Det er i sagens natur deprimerende læsning, også fordi bogen dokumenterer hvorledes korrupte politikere og embedsmænd gang på gang afsporer ethvert tilløb til en effektiv bekæmpelse af mafiaen – en tilstand, der består den dag i dag. For ikke-italienere er dette ufatteligt, men bogen viser hvor højt og bredt det er lykkedes mafiaen at infiltrere det italienske samfund – og så begynder brikkerne så småt at falde på plads.

Og da nutidens Italien jo er en del af den europæiske union, har mafiaen også kunnet skaffe sig ”venner” og indflydelse på det fælleseuropæiske plan, samt få snablen ned i kassen med EU-midler – virkelig en smagfuld affære, som vi alle er med til at finansiere.

Som nævnt er forfatteren gået grundigt til værks, så bogen kan sine steder virke lidt lang i det. Navnlig den tidlige mafias historie er grundigt beskrevet. Og på trods af den kronologiske disposition kunne det for undertegnede godt knibe med at bevare overblikket over både tidsmæssige sammenhænge og navne og familieforbindelser.

Det er absolut ikke en bog man sluger i én mundfuld, og forventer man sig ”Godfather”-historier i Mario Puzo-stil, bliver man også skuffet.

Blod og død er der rigeligt af, men teksten på smudsomslaget antyder en mere ”kulørt” tilgang til emnet, end bogen rent faktisk giver belæg for. Dette sagt til almindelig advarsel, for bogen er god nok – det er bare ikke ren underholdning, men en omfattende beskrivelse af en gruppe modbydelige forbrydere og deres frastødende praksis, som de – uvist af hvilke årsager – undertiden vælger at pakke ind i nogle forskruede fraser om æresbegreber og retfærdighed.

Boganmeldelse af Ole Klaumann