top
logo

Login




Home

Dag&Nat Udskriv Email
Dag og NatDag&Nat
af Rie Osted
(Forlaget Per Kofod)


stjerne blaastjerne blaastjerne blaastjerne hvidstjerne hvid

Hovedpersonen Andrea de Lima er en kvindelig, fraskilt jurist, der har droppet sit advokatjob efter en affære med en gift kollega. 
Hun arbejder nu som privatdetektiv. Hovedparten af sagerne består i at undersøge forsikringssvindel, mistanker om utroskab, opspore bortløbne børn og den slags. Men da en kvindelig, meget ambitiøs journalist bliver dræbt i parkeringskælderen under formiddagsavisen Dag&Nat bliver hun ad omveje rodet ind i opklaringsarbejdet – til en vis grad i samarbejde med politiet. 

Der tegner sig en sammenhæng mellem mordet på journalisten og et næsten samtidigt mord på en prostitueret og ved hjælp af et solidt stykke detektivarbejde - suppleret med intuition – lykkes det Andrea de Lima at bidrage afgørende til sagens opklaring.

Konceptet ”kvindelig fraskilt privatdetektiv løser mordgåde i samarbejde med politiet” er jo ikke synderligt originalt. Rie Osted er sluppet helt OK fra det, uden dog på nogen måde at revolutionere genren. Plottet er udmærket og har et fint, overraskende twist til slut.  Og personligt kan jeg godt lide den lidt afdæmpede, nede-på-jorden handling uden alt for meget vold og splat. En klar styrke ved romanen er forfatterens indgående førstehåndskendskab til avisverdenen (Rie Osted er journalist).

Desværre har forfatteren en tendens til at fortabe sig i meget detaljerede skildringer af f.eks. sine personers påklædning og boligindretning – en skrivemåde som ikke just passer til genren. Der er også lige rigeligt med fyldige bipersoner, der forsvinder ud af handlingen uden at blive rundet ordentligt af. Kort sagt ville kompositionen have vundet ved en generel opstramning. 

Persongalleriet er realistisk og mangfoldigt.  Der er kun få egentlige skurke eller helte, hvilket minder en del om de bedre britiske detektivromaner.  Det er en krimi, man godt kan hygge sig med en aftens tid eller to, blot man ikke efterlyser hårdkogt spænding eller originalitet.


Boganmeldelse af Tine Demandt


Klik for at se prisen
 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/