|
Danmarks krigshistorie I-II |
|
|
|
Danmarks krigshistorie I-II af Ole L. Frantzen og Knud J.V. Jespersen (Gad)
    
Danmarks krigshistorie er den bombastiske titel på to bind i en fin kassette fra Gads Forlag. Værkets erklærede formål er at ”redegøre for krigens årsager og konsekvenser i et udenrigs- og sikkerhedspolitisk perspektiv”, primært ”på det strategiske og operative niveau”. Derimod behandles ”det taktiske niveau – begivenhederne på slagmarken – kun i begrænset omfang”.
Allerede her anes en af bogens grundliggende svagheder: Hvis en krigshistorie ikke går lidt mere i dybden med det taktiske niveau, hvorved adskiller den sig så fra alle andre nutidige historiebøger? Svaret er, at den gør den desværre heller ikke.
Jeg har ingen grund til at betvivle forfatterkollegiets gode intentioner eller faglige kvalifikationer, men efter min bedste overbevisning bringer Danmarks krigshistorie ikke noget nyt for dagen – hverken i form af ny viden eller nye indfaldsvinkler. Det er velkendt stof i en traditionel indpakning, og i sin beskrivelse af f.eks. fredsperioden 1865 - 1940, besættelsen og den kolde krig bliver bogen noget tynd i det og til en overvejende politisk historie, der findes lige så god eller bedre mange andre steder. Også beskrivelsen af den aktivistiske udenrigspolitiks periode fra 1990’erne til dato skuffer efter min mening.
Værket er nogenlunde gavmildt illustreret, men mange af illustrationerne er efter min opfattelse lidet sigende eller relevante, og de ledsagende tekster gør mildest talt ikke meget for at forklare hverken motiverne eller valget af samme. Et enkelt sted er der et decideret kiks (bind 2, s. 44-45): Billedteksten omtaler en kavalerisabel, men man har desværre kun fået skeden med på billedet. Forhåbentlig fik de danske kavalerister også udleveret selve sablen. Som eksempel på irrelevante illustrationer kan jeg henvise til bind 2, s. 266 og 279, hvor der bringes fotos, der ville give mening i en tidligere soldats private fotosamling, men som er totalt ligegyldige for en bredere kreds. Det må kunne gøres langt bedre, også uden de store anstrengelser.
Min personlige opfattelse er, at Danmarks krigshistorie dybest set er en overflødig udgivelse. Nydelig nok og et okay overblik over dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik i historisk tid, men uden at bidrage med noget nyt eller have noget på hjerte.
Boganmeldelse af Ole Klaumann

|