Den afmægtige
af Ulrik Langen
(Jyllands Postens Forlag)



Christian (7.) var et lidt aparte barn, der udviklede sig til det værre. Hans dronning bedrog ham åbenlyst med livlægen Struensee, der i en periode tiltog sig diktatorisk magt over landet, og han endte sine dage som et psykisk vrag efter reelt at have været under administration i hovedparten af sit liv. Men hans fulde liv er ikke specielt velbeskrevet i Danmarkshistorien, der primært har koncentreret sig om Caroline Mathilde/Struensee-affæren, samt bagudrettede forsøg på at diagnosticere kongens adfærd.

I biografien Den afmægtige giver historikeren Ulrik Langen et mere udførligt billede af kongen. Det er blevet til et digert værk på knap 500 sider uden overvældende mange illustrationer, så allerede her aner man grundigheden og detaljeringsgraden.

Men netop den store detaljerigdom gør også værket til halvtung kost, selvom det egentlig er velskrevet. Og hvis man desuden betænker, at de første knap 400 sider omhandler perioden indtil Struensees fald (de første 23 år af kongens 59-årige liv og de første 6 år af hans formelle regentperiode på 42 år), får man yderligere fornemmelse af den grundighed, hvormed forfatteren behandler netop denne periode. Det er ganske vist også den periode, hvor der ”sker noget”, og hvor kongen udvikler sig fra aparte til direkte afvigende, men alligevel.

Min pointe er, at kongens første leve- og regentår i forvejen er relativt velbeskrevne, og forfatteren kunne efter min mening godt have bevæget sig noget hastigere igennem denne periode uden at misse noget væsentligt – vi behøver ikke så mange gange at få at vide i detaljer, hvem der udgjorde kongens følge ved en bestemt lejlighed, hvad etiketten var og så videre og så videre.

Til gengæld kunne jeg godt have tænkt mig lidt mere viden om kongens senere tilværelse, der ikke er så velbeskrevet. Måske savnes der kilder – jeg ved det ikke. Man kan også indvende, at den var historisk irrelevant – men: ”Det er rigtigt, at de (sidste) 33 år af hans liv ikke er væsentlige for landets historie. Men de er det for hans” - citat Palle Lauring.

På plussiden noterer jeg forfatterens forsøg på at trænge ind under huden på den unge kronprins/konge, og at finde en vis indre sammenhæng i hans adfærd. Det lykkes overbevisende flere steder, og Ulrik Langen ”afsygeliggør” dermed kongen på en række punkter. Han illustrerer også på overbevisende måde, hvorledes kongens omverden i sin behandling af ham bidrager til at placere og fastholde ham i en tilstand af isolation, afmagt og angst, hvor glimtvise sarkastisk/ondskabsfulde bemærkninger og drengestreger bliver det eneste mulige modtræk.

Forfatteren hævder ikke direkte, men antyder (som jeg læser biografien), at Christian for så vidt var normal nok, men at han fra sin barndom blev tvunget ud i en sygelig rolle. Om der er belæg for at gå så vidt, ved jeg ikke, men det er et standpunkt, og forfatteren argumenterer stedvis overbevisende for det.

Som det fremgår, er jeg lidt splittet i min bedømmelse af bogen. Jeg kan ikke anbefale den til ”morskabslæsning”, men som historisk belysning af Christian 7. kan og bør man ikke ignorere den.

Boganmeldelse af Ole Klaumann