Den evige prinsesse
af Philippa Gregory
Oversat af Nina Bolt
(Cicero)



Katarina af Spanien blev undfanget i en lejr, hvor hendes forældre var både rivaler og elskende. I hele hendes barndom har hun været med på diverse felttog og set ting som et barn ikke burde se, lige som hun har oplevet de voksnes frygt.


Katarina er vokset op til at blive en pige med en umådelig tro på gud. Det er guds vilje, og hendes mors tro, at er hun blev født til at være prinsesse og dronning af England. I en alder af tre år blev hun trolovet med Prins Arthur af England, søn af Kong Henrik 7. Arthur er et forskræmt, skrøbeligt og nervøst barn og derved af en helt anden støbning end sin yngre og livsbekræftende bror.

Som sekstenårig bliver Katarina sejlet til England for at blive gift med Arthur. Hun kan ikke sproget og kender ikke nogen i landet, udover de få tjenestefolk som hun har med på rejsen, og som kun skal blive i en kort periode. Brylluppet bliver en større fest end kongens egen bryllupsfest og endda større end hans kroning.

Efter fem måneders ægteskab dør Katarinas elskede Arthur. Hun afgiver et løfte til Arthur på hans dødsleje. Et løfte som hun må kæmpe hårdt for at overholde. Hun vil og skal være dronning af både navn og gavn. Det er det hun er født til.

Kongen selv er meget tiltrukket af Katarina og vil giftes med hende, da hans egen hustru dør. Men Katarina vil ikke have så gammel en mand, hvilket kongen bliver stødt over. Samtidig føler han sig ydmyget over afslaget, og når han ikke selv kan få hende, er der ikke nogen der skal have hende, så han dømmer hende til at leve fattigt og sørger for at hun ikke modtager nogen enkepension.

Efter syv års endeløs venten, trængsler og ydmygelser er der lys forude for Katarina. Kongen dør og nu kan hun blive endelig blive gift med Arthurs bror, hvilket har været hendes mål siden Arthurs død.

Det skal vise sig, at selv om man har blåt blod i årerne, kan det være svært når to forskellige kulturer lever sammen. Den ene stærkt troende og den anden rå og barsk. Der skal noget af en selvkontrol og selvbeherskelse til at leve i et ægteskab, som man ikke selv har bestemt.

Den evige prinsesse er en god bog, men man får ikke helt den samme fornemmelse og indlevelse i denne bog, som i Philippa Gregorys tidligere bøger om det Engelske kongehus i femtenhundrede tallet.

Boganmeldelse af Kirsten Høier