Den forkerte død
af Kenneth Bøgh Andersen
(Høst & Søn)

I tredje bind af Den store djævlekrig bliver Filips jordiske plageånd Søren ved et sammenfald af uheldige omstændigheder sendt til Helvede, og Filip ser sig nødsaget til at følge efter for at hente ham tilbage igen.




I hans fravær er Helvede blevet delvis affolket, idet mange djævle har forladt stedet for at slutte sig til Filips gamle modstander, den onde Aziel, i hans eksil hvorfra han styrer sin oprørskamp. Sammen med sin sædvanlige hjælper Satina kommer Filip denne gang vidt omkring i under- og efterverdenerne, sågar også i Himlen, (hvilket giver forfatteren lejlighed til at inddrage forskelligt mytestof) og i fællesskab får de ved list hentet Søren ud af Hades og med tilbage til Helvede, hvor han hurtigt finder sig til rette og på konstruktiv vis bidrager til den årlige skarnsstregsfestival.

Den forkerte død forsætter dødstemaet og udvikler det med yderligere eksistentielle spørgsmål i relation til liv og død, og det gør den på en vedkommende og ikke-moraliserende facon. Jeg oplever den som relevant læsning i sin egen ret også som voksen læser, hvor de to første i højere grad virkede som børnebøger.  Filip er blevet lidt ældre og begynder at interessere sig mere seriøst for det andet køn, hans karakter er blevet mere udviklet og varieret og han tumler med problematikker, som er evigt gyldige for både børn og voksne: At komme overens med døden, at konfrontere sin angst, overskride grænser, se sin egen ondskab i øjnene osv.

Helvedes-universet fungerer stadig både godt og skidt. Godt, fordi det giver anledning til at lege med sproget (man siger f.eks. ikke ”sov godt” men ”sov ondt”) og vende vante forestillinger på hovedet. Og skidt fordi Helvede jo næsten per definition er et ondt sted. Når det per definition onde sted Helvede skildres som et trygt hjemsted og base for de to unge helte, kæntrer forholdet mellem ondt og godt, således at Helvedes velorganiserede KZ-agtige univers hvor de fordømte underkastes evig pinsel, kommer til at fremstå som sympatisk.  

Den forkerte død er efter min mening klart den bedste roman i serien indtil videre, betragtet ud fra en voksen læsers synsvinkel, og jeg vil glæde mig til at læse bind fire, når det udkommer.

Boganmeldelse af Tine Demandt