Den hvide konge
af György Dragomán
Oversat af Péter Eszterhás
(Borgen)



Bogen foregår i Rumænien i 1980’erne. Djata er 11 år gammel, da hans far bliver hentet til en meget vigtig opgave på en forskningsstation ved havet. Det går hurtigt op for læseren, men heldigvis ikke for Djata, at faren er blevet taget af sikkerhedspolitiet.



Romanen bringer, med Djata som fortæller, en samling episoder fra tiden efter farens forsvinden og til han ser ham igen ved bedstefaderens begravelse. Hvert kapitel er en afrundet fortælling og kan hver især tåle at stå alene.

Drengen får rodet sig ud i en frygtelig masse, både ualmindeligt komisk og frygteligt tragisk.

Som en rød tråd igennem hele bogen går Djatas tanker og tolkninger af hele hans verden, ikke mindst hans håb om at faren kommer tilbage, et håb han på intet tidspunkt mister. Og igennem hans oplevelser og tanker skildres et samfund, der ikke kan siges ret meget godt om, og som bestemt ikke bidrager til at skabe sympatiske og venlige borgere.

Det er en ualmindeligt velskrevet bog, som alene rent sprogligt er en sand fornøjelse at læse. Det er også en meget indholdsrig, så at sige fortættet, bog, som bedst læses og nydes i små portioner ad gangen. Den er på én gang grotesk morsom og dybt alvorlig, og formår at rumme det mest forfærdelige sammen med det vildt komiske, uden at det kommer til at virke konstrueret.

Valget af fortæller gør at forfatteren kan skildre de mest forfærdelige ting, blot ved at lade Djata berette hvad han oplever og tænker – tolkningen kommer til at ligge hos læseren.

Men den gør ondt at læse. Man får så forfærdeligt ondt af knægten og man kommer til at afsky det samfund, der skildres, og den afstumpede grusomhed det fremkalder hos mennesker. Og man kommer til at sætte pris på de små lyspunkter, der trods alt er og som gør at mennesker overlever.

En knugende og gribende bog, man ikke lige slipper igen. Men ikke en bog man kan trøste sig ved en regnvejrssøndag.

Boganmeldelse af Tine Demandt