|
Den navnløse bevægelse af Georg Ursin (People's Press)
    
I Den navnløse bevægelse bliver anti-helten og pensionisten Victor Chenlein tilfældigt opmærksom på eksistensen af en navnløs og skjult bevægelse, der stræber mod at overtage magten i landet.
Det starter med en række reformer til fremme af folkesundheden, mens intensiv propaganda og indoktrinering gradvist indstiller folket på mere vidtrækkende indgreb.
Og snart går det løs med yderligere forbud, oprettelsen af ”sundhedslejre” for de usunde, samt muligheden for ”uanmodet dødshjælp” til de uforbederlige – herunder pensionister! Undervejs ryger pressefriheden sig en tur, ligesom retssikkerheden – f.eks. indføres love, der ifølge deres egen tekst ikke må offentliggøres.
Det falder i Victor Chenleins lod at tage kampen op mod den anonyme, men omsiggribende bevægelse. Hvordan og med hvilket udfald skal ikke afsløres her.
Den navnløse bevægelse er en fint underspillet roman, der kan læses som en beskrivelse af, hvordan et frit og åbent samfund kan blive bragt på kursen til et totalitært regime af en gruppe bedrevidende og formynderiske fanatikere – til dels tiljublet, men i hvert fald accepteret af et mere og mere indoktrineret folk. Bogen afsluttes med en stilfærdig og underspillet, men fin ironisk/syrlig pointe.
Boganmeldelse af Ole Klaumann

|