top
logo

Login




Home

Det blev en far Udskriv Email

Det blev en far
af Jacob Weinreich
(Borgen)



Som titlen mere end antyder handler Jacob Weinreichs lille bog om hvordan en far bliver til, set fra samme fars synsvinkel. Den præsenteres som forfatterens egen personlige fortælling om tiden fra graviditeten konstateres til sønnens etårs fødselsdag – tanker, erfaringer, følelser, fordomme m.m. - og slutter med at graviditet nummer to meldes.


Der er ikke tale om nogen dramatisk og kompliceret ydre handling. Vi får forfatterens redegørelse for forløbet, sådan lidt koket drengerøvsagtigt fortalt med en morsom, ironisk distance til begivenhederne og ikke mindst hans egne reaktioner (rygmarvs- og mere overvejede). Fin og ganske underholdende er behandlingen af de ambitioner, forventninger og mangel på realitetssans, der tilsyneladende pr. automatik griber voksne mennesker, når de begynder at forplante sig.

Stilen generelt minder lidt om et sjovt fødselsdagskort og bogen er gennemillustreret af en række tegninger, der trækker i samme retning. De spiller fint sammen med teksten og balancerer ligesom den mellem underholdning og sentimentalitet uden at falde overdrevet i nogen af grøfterne.

Min fornemmelse er at det mest er en ”mandebog”, der trækkes i hvert fald meget på mandeklicheer som fodbold og værtshuse, og mit gæt er at den udelukker kvindelige læsere næsten ligeså effektivt som chicklit afskrækker mandlige. Hvilket også er helt OK, idet man må formode at forfatteren ved hvad han gør. Gaveidé til ”den vordende fader”?

Kort sagt: En sød, underholdende og personligt formuleret lille bog med en både eftertænksom og ironisk distance til sit emne. Tre stjerner, fordi bogen efter min bedste vurdering lever op til sit eget ambitionsniveau. Blot synd at dette ikke er sat lidt højere.

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/