Det gyldne bæger
af Marcia Willett
Oversat af Lene Schiøtt
(Cicero)



Mutt arbejder som sygeplejerske i Indien, men da urolighederne i 1947 bliver for store, vender hun hjem til England med børnene Bruno og Emma. Her flytter hun tilbage til det lille hus i dalen, hvor naboerne nærer en smule frygt for hende, trods Mutts naturlige varme. Hun formår at holde dem tre skridt fra livet.


Bruno er den stille og indadvendte. Han er forfatter, samtidig er han den person som kvinderne betror sig til. Skoene af, op med benene og så er det tid til betroelse - selv Mutt har betroet sig til ham. Han elsker Mutt og alligevel er hun skyld i, at han må leve på en løgn.

Emma er gjort af samme gode hjerte som Mutt. Hun er kærlig og tillidsfuld og har et stort behov for at elske og blive elsket. Emma har giftet sig med en rigtig forretningsmand, som ser penge i næsten alt.

Mutt er næsten firs år, rask og rørlig, indtil hun en dag falder og brækker benet. Hendes barnebarn Joss flytter ind for at hjælpe til og når Joss, som er alternativ behandler, skal på arbejde, hjælper naboen Mutt.

En mand fra USA sender et brev om sit kommende besøg. Han bliver afvist i døren, da man mener, at Mutt er for syg til at modtage besøg. Herefter ser det ud som om, at intet er hvad det så ud til…

Bogen er skrevet som om man kender alle på forhånd, hvilket jeg synes er meget forvirrende, for der er en hel del navne at holde styr på. Først langt inde i bogen får man en forklaring på, hvor de forskellige personer hører til.

Det gyldne bæger er en slægtsromaner med megen kærlighed, varme, fortielser og hemmeligheder og den formåede, at holde mig nysgerrig helt til sidste linie.

Boganmeldelse af Kirsten Høier