top
logo

Login




Home

Det sidste spørgsmål Udskriv Email
Det sidste spørgsmålDet sidste spørgsmål
af Juli Zeh
Oversat af Karsten Sand Iversen
(Samleren)


stjerne blaastjerne blaastjerne blaastjerne blaastjerne blaa

Sebastian er fysiker og arbejder med mangeverdensteorier, altså teorier om eksistensen af parallelle universer. Han er gift med den smukke og kreative galleri-indehaver Maike og sammen har de en lille søn. Hans ven og studiekammerat, den excentriske, geniale fysiker Oscar oplever at Sebastian har svigtet både deres særegne venskab og faglige konsensus. 

I Freiburg, hvor Sebastian og Maike bor og arbejder, udspiller der sig på byens hospital en potentiel skandale, hvor den hidtil velanskrevne overlæge mistænkes for at gå medicinalindustriens ærinde og udføre forsøg på sine patienter uden godkendelse. I hvert fald er flere patienter omkommet af uforklarlige blødninger. Den formodet medskyldige anæstesilæge cykler i klub sammen med Maike, og måske-måske ikke har de et forhold til hinanden. 

En søndag formiddag, hvor Sebastian skal køre sin søn på sommerlejr, bortføres denne under mystiske omstændigheder, og Sebastian modtager mærkelige telefonopringninger der overbeviser ham om at han skal dræbe anæstesilægen for at få sin søn tilbage. Hvilket han så gør. Og melder sønnens bortførelse til politiet, da denne ikke returneres som ventet.

Det lokale kriminalpoliti står således med tre tunge sager: En hospitalsskandale, et mord og en bortførelse af et mindreårigt barn, hvoraf de to første kunne være forbundne. Den unge, usandsynligt aggressive og harske kriminalkommisær Rita Skura lider den tort, at hendes tidligere lærer fra politiskolen indkaldes som forstærkning. Denne er hårdt ramt af en fortidig tragedie samt en særdeles nutidig hjernesvulst, og benytter sig af højst utraditionelle arbejdsmetoder.

Romanens form er kriminalromanens og den rummer da også både mord, mystik og motivjagt i rigt mål. Men en klassisk krimi er der nu langt fra tale om. Man mystificeres mere af de svimlende implikationer af teorien om de mange parallelle universer samt af overvejelserne om tilfældets natur og menneskelivets enestående mangfoldighed end af selve krimigåden, som vel ret beset er på det jævne. Det er helt klart læsning til eftertanke, ikke tidsfordriv.

Efter min mening er Det sidste spørgsmål formidabelt skrevet. Juli Zeh formulerer sig yderst originalt og det er en stor og ægte fornøjelse at læse hendes prosa, som selv i oversættelse bevarer sin tyske præcision og hele sprogtone. Meget ros til oversætteren, som har begået en fremragende fordanskning.

Bagsiden af forfatterens meget betydningsmættede måde at formulere sig på og hendes særlige forkærlighed for at personificere dyr, naturfænomener og genstande er, at den kan kamme over i en knudret og fortænkt stil. Jeg kan sagtens forestille mig at man kan gå fuldstændig død i hendes måde at formulere sig på, men jeg sætter stor pris på den.

Boganmeldelse af Tine Demandt






 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/