Det sidste testamente
af Sam Bourne
Oversat af Anne Mette Poulsen
(Jentas)



En yngre, amerikansk professionel mægler af hunkøn - Maggie - har trukket sig tilbage fra diplomatisk tjeneste efter en skandale under sin sidste aktion som aktiv. Hun bliver opsøgt af en regeringsrepræsentant, der overtaler hende til at droppe sin tilbagetrækning for at tage til Israel og bidrage til at løse en større krise i de igangværende forhandlinger mellem israelere og palæstinensere.

Ankommet til Israel bliver hendes første embedshandling at kondolere enken efter en zionistisk arkæolog, som netop er blevet dræbt af præsidentens sikkerhedsfolk – en hændelse som truer med at få forhandlingerne til at bryde sammen. Der viser sig en sammenhæng med et næsten parallelt drab på en palæstinensisk ditto, og for at få opklaret disse drab (plus et par yderligere) iværksætter Maggie og hendes væbner, arkæologens søn Uri, en privat efterforskning af sagerne.

Denne efterforskning bringer dem vidt omkring i Israel/Palæstina, i kontakt med diverse ekstremister og andet godt- og skidtfolk, og efter megen action og dramatik ender det (forudsigeligt) med at det gode sejrer til sidst. Og med at heltinden får sin prins og i tilgift en moderne version af ”det halve kongerige”.

Det er en ret handlingspræget bog og som sådan lever den meget godt op til de forventninger, man kan have til den type thriller. Den er krydret med gammeltestamentligt og arkæologisk stof, noget af det muligvis med lidt hold i, og forsøger tydeligvis at lægge sig i kølvandet på Da Vinci mysteriet. Dog fremstår skildringen af selve den israelsk-palæstinensiske konflikt overbevisende, det samme gør skildringen af Jerusalem som lokalitet.

Handlingen i sig selv er stærkt urealistisk, hvilket man for så vidt ikke kan lægge en spændingsroman af denne type til last. Hvad værre er, den virker også utroværdig. Personernes adfærd, opførsel, tanker, udvikling m.m. fremstår lidet overbevisende for en rækkes vedkommende.

Stærkt generende er tåkrummende formuleringer som: ” …hendes magnetiske tiltrækning på mandlig opmærksomhed.” (et problem vi vel alle kan identificere os med eller hur?), underligt gammeldags udtryk som ”klunker” ”babser” og lignende. I det hele taget lider bogen alvorligt af stedvis kvalmende og småsadistisk inspireret lummerhed.

Romanen er hverken særligt original eller særligt god. Rendyrket, hjernedød underholdning, som kan være OK hvis man ikke har noget bedre at tage sig til.

Boganmeldelse af Tine Demandt