Dette burde skrives i nutid
af Helle Helle
(Samleren)


Tiden er slutfirserne. Hovedpersonen Dorte bor til leje ved stationen i Glumsø. Hver dag tager hun toget til København, hvor hun går i Scala eller på små cafeer. Hun pendler dagligt mellem provinsen og hovedstaden. Hendes forældre tror, at hun passer sit studie, men hun kommer ikke på universitetet. Trods hendes unge alder, vandrer hun rastløs omkring i hendes lejlighed eller hos Per Finland, der er hendes kæreste. Hun afslutter dog forholdet og har derefter kun flygtige forhold til andre mænd. Hun lever af sin børneopsparing og af at skrive festsange, mens hendes søvnbesvær smelter nat og dag sammen.

Dorte har et sporadisk forhold til sine forældre, der flere gange opsøger hendes bopæl, men hun reagerer ikke på deres tilnærmelser. Derimod søger hun empati, støtte og kærlighed hos hendes faster, der ligeledes hedder Dorte – hun er opkaldt efter hende. Hos fasteren opnår Dorte en form for samhørighed, da denne også er en hvileløs kvinde med en del afsluttet kærlighedsaffærer i bagagen.

De styres begge af driften og lysten fremfor det rationelle. Samtidig holder de facaden, og hverdagen går sin vante gang, selvom de og den er ved at gå i opløsning. Tingene sker, tilfældige muligheder gribes eller fravælges, og seksuelle partnere skiftes ud efter behov og humør. Via de to kvinder, integreres en stemning af smuk melankoli mellem et dengang og et nu, om hvem de var, og hvem de er, og om hjembyen og mødet med storbyen.

Romanen er skrevet i fortællende datid, dog med direkte tale og dialogerne skrevet i historisk nutid.
Fortællertempoet varierer, men man får dog fornemmelsen af et tidsligt forløb fra den ene dag til den anden, eller fra måned til måned. Dette afspejles i særdeleshed med billedlige beskrivelser af naturen, som Dorte vandrer rastløs rundt i.

Dette burde skrives i nutid konkretiserer udsigelsesforholdet i romanen, da den fortalte tid ikke er afgrænsende i sig selv, blot fordi der foreligger et afsluttet begivenhedsforløb, men afgrænses i og med, at hovedpersonen ytrer sig om den, og dermed markerer, at begivenhederne er afsluttet på en sådan måde, at man kan fortælle om dem.  Derved kan man konkludere, at der er to udsigelsesforhold i romanen, nemlig replik og beretning. Konklusionen er altså, at den fortalte tid er hvori begivenhederne udspilles, og hvor der fortælles om fortiden, men ender i nutiden. Beretningen dominerer over replikker, hvilket giver en stilistisk afveksling, der tvinger læseren til at bruge forestillingsevne og fantasi, når der springes rundt i niveauerne. Denne replik mestrer Helle Helle helt fantastisk, da det er i denne, vi som læser tryllebindes og fastholdes, trods et sparsomt plot. Den kronologiske uorden fastholder os, men bevidner ligeledes rastløsheden i hendes sind, hvilket i udpræget grad inviterer os ind i værket og i et andet menneskets bevidsthed, uden brug af flotte gloser, men med en ægthed, der er sjælden.

Helle Helle beskriver personernes handlinger så detaljerigt, at læseren ser det hele for sig. Helt ned i den enkelte sætning, hvor dybe samtaler kobles med kanelsnegle og fadøl, formår Helle Helle på overbevisende stilistisk vis, at knytte vidt forskellige verdener sammen.

Mere end nogensinde udfolder Helle Helle sit talent for at kredse om tilstanden lige før sammenbruddet i en fængslende og stærkt underspillet prosa – anbefalelsesværdigt.

Boganmeldelse af Laura Holm