Djævelens lærling er første bind i en serie, hvor der indtil videre er udgivet tre bind. Nummer fire er undervejs. Min vurdering er at bøgerne henvender sig til børn i alderen fra ca. 10 år og opefter.

Hovedpersonen Filip bor alene med sin mor, hans far døde før Filip blev født. Filip er en meget artig dreng, godhjertet grænsende til det kvalmende, der går i 6. klasse, hvor han er et oplagt mobbeoffer, ikke mindst for skolens skræk Søren.

Ved en misforståelse ender Filip i Helvede – det skulle have været Søren, men noget gik galt i logistikken – hvor han er udset til at være efterfølger for den døende Lucifer. Når man er så god som Filip, er det ikke nemt at lære at være tilpas ond, men intensiv træning ledsaget af psykisk coaching hjælper ham på vej, således at han kan bestå den afsluttende djævleeksamen. Bortset fra de fordømte, som er afdøde mennesker under afsoning af evig pinsel, er helvede befolket (bedjævlet) af en række djævle med varierende specialer, som hovedregel venlige og rare. Filip får hurtigt venner, også et par fjender, og forelsker sig i den skønne fristerdjævel Satina. Sammen med hende opklarer han mysteriet om Lucifers dødelige sygdom, afslører det bagvedliggende djævelske komplot, som er iscenesat af en særligt ond djævel Aziel (der er for ondskabsfuld selv til helvede) og redder på et hængende hår Lucifers liv. Og således undgår Filip selv at skulle overtage Lucifers funktion og kan vende tilbage til sin jordiske tilværelse.

Helvede er skildret som et sted, hvor meget er omvendt: Godt er ondt, nat er dag, at lyve og lave skarnsstreger er prisværdigt osv. Det giver anledning til at lege med sprog og begreber på en underholdende måde. Tunge emner som mobning, ven- og fjendskab, ensomhed, godt og ondt behandles uden moralisering ud fra en handlingspræget og humoristisk indfaldsvinkel.

Til gengæld oplever jeg at der er noget skurrende over fremstillingen af Helvede (hvor altså de fordømte pines i al evighed) som en halvbureaukratisk produktionsvirksomhed bemandet af ret småborgerlige djævle med faste spisetider og i almindelighed ret ordinær tankegang. Helvede bliver aldrig rigtigt farligt, nærmere lidt kitschet.

Handlingen i sig selv er ikke den mest originale, men bæres hjem af settingen, Filips personlige udvikling og den fine leg med sprog og begreber.

Romanen er sprogligt og emnemæssig godt tilpasset til målgruppen. Det er en bog, man som voksen vil synes om at læse op, og den kan sagtens læses uden et barn som påskud.

Boganmeldelse af Tine Demandt