I andet bind af serien Den store djævlekrig er Dødens (Mortimers) terning blevet stjålet. Dødens terning afgør antallet af de dødeliges leveår og når den er ude af funktion, kan de dødelige ikke længere dø, med stor lidelse og overbefolkning til følge.  




Mortimer henter Filip tilbage til underverdenen så han kan skaffe den tilbage. Til gengæld herfor får Filip mulighed for at forhindre sin mor i at dø i en ung alder af et slagtilfælde. I Mortimers hus støder Satina til og de to unge forsøger sammen at opspore terningen. Efter et passende antal farer og komplikationer lykkes det at fuldføre opgaven. En væsentlig følge af begivenhederne er at Lucifer beslutter at Helvedes indfødte befolkning af djævle, dæmoner og andet skidtfolk ikke længere skal være udødelige, en afgørelse som temmelig mange, især yngre djævle er voldsomt uenige i. 

Tema for dette andet bind i serien er døden. Og hvorfor og hvordan døden er livets forudsætning. Et ikke uvæsentligt undertema er Filips tanker om sin døde far og savnet af ham. Romanen kommer udmærket rundt om sit tema, handlingen er også OK, men opleves mindre interessant end i første bind af samme serie.

Udenomsværkerne, og her tænker jeg særligt på Helvede, virker ikke særligt godt integreret i handlingen, der for så vidt kunne foregå hvor som helst. Hvor der i det første bind var en indre sammenhæng mellem ondskab og straf, fungerer de fordømtes pinsler i bind to nærmest som staffage. Undertiden morsomt, men når man én gang har lært universet at kende, har det for meget karakter af gentagelse.

Bind to af Kenneth Bøgh Andersens serie er stadig hæderlig læsning, også for en voksen, blot skal man ikke forvente en voksenbog. Men den er efter min mening svagere end bind et.

Boganmeldelse af Tine Demandt