top
logo

Login




Home

Dommeren - lydbog Udskriv Email

Dommeren
af Flemming Jarlskov
Indlæst af Ulf Pilgaard
Spilletid: 593 min
(Gyldendal)



Hovedpersonen Carl Kock er en privatdetektiv af lonely-rider typen, en godt og vel midaldrende, gryntende enspænder med social samvittighed.

Det handlingsmæssige skelet i romanen udgøres af Carl Kocks møde i et sommerhus med en anonym, bevæbnet modstander, som har til hensigt at slå ham ihjel efter at have redegjort for sine handlinger.

I serier af tilbageblik følges fra Carl Kocks synsvinkel den serie af begivenheder, der leder frem til de to mænds møde i sommerhuset:
På foranledning af sin nabo får Carl Kock til opgave at forsøge at finde vidner i forbindelse med retssagen om voldtægten af en ung kvinde. Efter en proces med et lidt grumset forløb og en kraftigt mediedækket indsats fra forsvarsadvokaten frifindes de to unge mænd, ofret går under jorden og Carl Kock bliver sat på opgaven med at finde hende. Under eftersøgningen finder han de to frikendte dræbt og bliver selv mistænkt af politiet.

I samarbejde med den kvindelige forsvarsadvokat kommer Carl Kock på sporet af flere andre sager, hvor frikendte eller ”for mildt straffede” mistænkte efterfølgende er blevet skudt. Det viser sig den mistænkte i en dagsaktuel sag er oplagt som næste mål for den mystiske selvtægtsmand. Hvorpå situationen for alvor spidser til.

Først og fremmest er Dommeren en temmelig klassisk detektivroman og en god en af slagsen. Man har rig lejlighed til at spekulere over hvem der er seriemorderen, og helt sikker bliver man først til allersidst. Carl Kock er nærmest prototypen på en privatdetektiv og som sådan vældig godt karakteriseret. Man identificerer sig uproblematisk og komplet med den lidt gnavne, desillusionerede ”gamle romantiker”.

Derudover er romanen som sådan også en fin samfundsskildring, der i bl.a. behandler alle tænkelige holdninger til forbrydelse-straf-retsfølelse-retssikkerhed-selvtægt osv. uden på noget tidspunkt at blive belærende eller moraliserende.

Det er også en ret kompleks roman. Der er mange sidehandlinger med ringe eller ingen direkte bæring på hovedplottet. Det giver mange nuancer, men også adskillige løse ender, der aldrig rigtig kommer på plads og afsluttes handlingsmæssigt. Dette – sammen med at der hoppes frem og tilbage i tid og handling – gør det svært at holde tråden i lydbogsform, hvor man ikke lige kan bladre tilbage og skimme et par sider.

Oplæsningen er i alt væsentligt god. Dog forstyrrer det lidt at Ulf Pilgaards stemme er så overordentligt velkendt. Den giver associationer, der ikke har en bønne med teksten at gøre (f.eks. til Codan). Oplæsningen giver hver karakter sin egen stemmeføring, men jeg synes det overspilles og oplever især at kvinderne gengives næsten vrængende.

Disse få irritationsmomenter til trods er det en rigtig god historie at lytte til.

Lydbogsanmeldelse af Tine Demandt

 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/