|
En god gerning af Kate Atkinson Oversat af Vibeke Houstrup (Lindhardt & Ringhof)
    
Scenen er Edinburgh, nutiden. Der er en kultur/teaterfestival – Fringe Festival – i gang, og byen er stoppet til med trafik og proppet med mennesker.
I en bilkø påkøres en mand bagfra og overfaldes derefter voldeligt af bilens fører. Blandt de omkringstående tilskuere er Jackson Brodie, selvpensioneret tidligere politimand, og Martin Canning, som skriver halvdårlige kriminalromaner under navnet Alex Blake. Til stede er også Gloria Hatter, hustru til den mafiøse byggematador Graham Hatter.
Martin Canning, som ellers ikke er karakteriseret ved hverken mod eller selvhævdelse, kaster sin laptop efter overfaldsmanden for at stoppe ham, og bliver på den måde viklet ind i et hændelsesforløb, som på alle måder overgår handlingen i de noget fade kriminalromaner, han selv lever af at skrive. Han tager uden egentlig at ville det ansvar for den overfaldne mand, overnatter bl.a. sammen med ham på et hotelværelse, imens hans nassende logerende (en sjældent ringe komiker) bliver dræbt i hans sted, iført hans (ægte) Rolex.
Jackson Brodie bliver naturligvis også viklet ind i begivenhederne og opklaringen, sammen med og mod den kvindelige leder af efterforskningen. Blandt andet finder han et lig, som dernæst forsvinder igen, han bliver overfaldet af overfaldsmanden fra før og får i det hele taget bragt sig selv i mange uholdbare situationer. Som han selvfølgelig også får bragt sig ud af igen – delvis hjulpet af den charmerende efterforskningsleder.
Hele plottet centreres om Graham Hatter og hans tvivlsomme forretningsmetoder. Han selv ligger under hele forløbet i koma på det lokale sygehus efter et hjerteanfald, som han pådrog sig under en masochistisk seance med en russisk prostitueret. Imens undersøger bagmandspolitiet hans forretning og hans kone planlægger at forlade ham.
Kate Atkinson har skrevet en udmærket kriminal- og spændingsroman med en god og overraskende handling. Som så mange andre engelske kriminalromaner er også denne befolket af rigtige mennesker med privatliv og personlighed, et træk som jeg selv sætter pris på. Hun forstår med skiftende synsvinkler at give et godt indblik i hver enkelt persons karakter og tanker på en levende og letflydende måde. Dog mindst vellykket hos ”skurkene” i romanen, som er klart mere stereotype end de andre karakterer.
Tempoet kunne efter min mening godt være lidt højere. Jeg oplevede den første del af bogen, inden alle de enkelte handlingstråde begynder at give mening og spille sammen, som lidt langtrukken at komme igennem.
Men alt i alt en fortrinlig roman i sin art og genre, som klart kan anbefales som udmærket underholdning.
Boganmeldelse af Tine Demandt

|