En gylden tid
af Tahmima Anam
Oversat af Julie Top-Nørgaard
(Lindhardt og Ringhof)



Rehana Hague og hendes ægtemand, begge oprindelig vestpakistanere, bosætter sig i Østpakistan. Ægtemanden dør uventet i 1959 og Rehana dømmes til at sætte sine børn i pleje hos sin afdøde mands ældste bror og dennes kone i Vestpakistan (i dag bare Pakistan).


Hovedhandlingen udspiller sig i 1971, fra marts til november, hvor Bangladesh gennem en blodig og brutal krig/borgerkrig river sig løs fra Vestpakistan.

Rehana har for år tilbage ved snedighed, viljestyrke og hårdt arbejde bragt sig i en position, hvor hun kunne genvinde retten til sine børn. Hun bor nu med sin søn og datter, begge universitetsstuderende, i familiens gamle hus og lever af lejeindtægter fra det store hus Shona, hun har fået opført på den anden ende af den store grund. Hun har en begrænset omgangskreds af veninder og naboer, og er i øvrigt stærkt orienteret mod sin søn Sohail, en sart og følsom dreng, og sin mere kantede og indesluttede datter Maya.

Den politiske situation er anspændt, den vestpakistanske hær besætter Østpakistan for at forhindre en løsrivelse. De unge studenter, også Sohail og Maya, er stærkt nationalistiske og Sohail og hans kammerater slutter sig til den væbnede guerilla, der kæmper mod hæren. Maya arbejder for sagen ved at skrive artikler, informations- og propagandamateriale.

Rehanas lejere, en hindufamilie, er flygtet fra urolighederne og det nu tomme Shona kommer til at fungere som base for guerillaaktiviteter. Der skjules våben, medicin og soldater med Rehanas aktive medvirken. Faktisk udvikler Rehana sig til et symbol i oprørshæren (man mere end aner genklangen fra f.eks. La Pasionaria) og deltager i hele frihedskampen frem til selvstændigheden i november måned 1971.
Parallelt med den ydre handling skildres Rehanas personlige modning og udvikling, igangsat af en indlejret kærlighedhistorie, de voldsomme samfundsmæssige begivenheder, hendes bekymring for sine børn og de svære beslutninger, hun tvinges til at træffe.

Ved romanens slutning har både Bangladesh og Rehana frigjort sig fra bindingen til Vestpakistan.

Romanen er hele vejen fortalt fra Rehanas synsvinkel og med hendes personlige stemme. Det giver en meget overbevisende skildring af hendes udvikling og historie, tanker og følelser – for det er gjort vældig godt. Efter min mening er bogens helt fremherskende styrke den vellykkede sammenkobling af det meget nære og meget personlige som madlavning, tøjvask, kedsommelige rutiner i hjemmet med de større begivenheder: Konflikter indenfor og mellem familier, trosretninger, sociale grupperinger, nationer.

Bogen er holdt i en nøgtern tone, der er ikke antydning af den sentimentalitet, som man ellers kunne have frygtet på baggrund af emnet. Personerne er som hovedregel skildret nuanceret med et skarpt blik for både de inkonsekvenser og ufuldkommenheder der nu engang præger mennesker i virkeligheden og det potentiale for udholdenhed og mod, der også rummes i den menneskelige karakter.

Det er en velskrevet, sprogligt letflydende bog. Desværre kommer man enkelte steder i tvivl om oversættelsens kvalitet (en bil, der lugter af petroleum – mon ikke der stod ”petrol”? Afsnit hvor personer vinker skælmsk- stod der mon ”wink”?) og tvivl har det med at brede sig. Det er lidt synd for en oversættelse, som derudover virker fortrinlig.

Alt i alt kan jeg kun varmt anbefale denne bog og håber på flere romaner fra denne forfatter.

Boganmeldelse af Tine Demandt