Et glas mælk, tak
af Herbjørg Wassmo
Oversat af Annelise Ebbe
(Lindhart & Ringhof)



Den 15-årige Dorthe bor med sin mor og søster hos en ældre onkel i Litauen. Faderen er død og pengemangel tvinger familien til at ernære sig ved løse småjobs, for storesøsterens vedkommende også ved særlige serviceydelser overfor købmanden.



Ud fra et ønske om at forhindre familien i at blive sat på gaden, tager Dorthe imod et tilbud om at komme til Stockholm for at arbejde på café – men illusionen brister hurtigt, da hun udsættes for en massevoldtægt, der efterlader hende blødende og lemlæstet. Fysisk og psykisk.

I Stockholm sælges hun videre til en nordmand og oplever i hans ”stald” et vist mål af medmenneskelighed og sympati, der sætter hende i stand til at komme videre, da hun efter en politirazzia finder sig selv ganske alene i Norge, uden pas og med et kun nødtørftigt kendskab til sproget.

Det er en rystende bog at arbejde sig igennem, en ganske usentimental skildring af en brutal og nedværdigende behandling af et menneske. En behandling som er en realitet for ganske mange piger og kvinder i verden.

Bogen er velskrevet og undgår at falde i hvad jeg opfatter som ”den socialrealistiske grøft” = ”det er så forfærdeligt alt sammen”. Og det er det, men erkendelsen og skildringen af at der forekommer medmenneskelig varme og omsorg selv i de mest forråede miljøer bidrager til at redde bogen fra at blive et blot og bart programskift mod trafficking. Dorthes drømme om faderen (eller repræsentationen af faderens menneskelige styrke, accept og kærlighed) trækker i samme retning og gør bogen bemærkelsesværdigt læseværdig.

Slutningen (som jeg ikke vil røbe) er efter min mening bogens svageste punkt. Den virker ikke helt overbevisende ud fra bogens og Dorthes indre sammenhæng – men jeg kan omvendt heller ikke komme med noget bud på hvordan historien ellers skulle kunne ende.

Fem stjerner til en rigtig god bog.

Boganmeldelse af Tine Demandt