|
Fasandræberne af Jussi Adler-Olsen Indlæst af Githa Lehrmann Spilletid: 727 min. (Politikens Forlag)
    
Vicekriminalkommissær Carl Mørck efterforsker sagen om et søskendepar, der blev fundet myrdet tilbage i 1987. En ung mand meldte sig skyldig i mordet, men da sagen genåbnes viser der sig nye spor i sommerhuset i Rørvig, som ikke er blevet rørt siden ligene af søskendeparret blev fundet der.
Sporene leder til en ansat ved politiet, en posedame, en junkie og en gruppe kostskoleelever, som efter endt kostskoleophold i 1980'erne alle er fremtrædende personer i det danske rigmandsmiljø. Mens Carl og hans kolleger kommer tættere og tættere på en opklaring af sagen, dukker flere lig op, og sagen viser sig at være mere omfattende end som så.
Mord, overfald, frygt, sammenhold og mangel på respekt for andre mennesker er blot nogle af de strenge som Fasandræberne spiller på. Sproget er fængende, handlingen spændende og kostskolekodekset om at holde hånden over hinanden er med til at give historien et ekstra pift af noget helt specielt. Fasandræberne er kort sagt en rigtig god krimi.
Oplæseren Githa Lehrmann fuldender helhedsindtrykket af lydbogen, da hun med brug af forskellige stemmer og accenter gør det nemt at se bogens personer for sig. Hun gør det umuligt ikke at holde af vicekriminalkommissær assistent assistent Assad, der med sin til tider omvendte ordstillinger, sin accent og de utraditionelle forhørsmetoder er bogens absolut mest uimodståelige karakter.
Lydbogsanmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe
|