|
Flugten til Amerika af Irene Dische Oversat af Ulrich Horst Petersen (Tiderne Skifter)
    
Mormor gifter sig, på trods af sin tysk-aristokratiske afstamning og fine fornemmelser, med en jødisk læge, af kærlighed og mod familiens ønske. Med ham får hun en datter, der – selvom hun tydeligvis ikke lever op til mors forventninger – udvikler en lige så stærk og uafhængig personlighed som sit mødrene ophav. I 30’erne får mormor lempet sin mand af sted til USA i tide og følger selv efter noget senere, og familien lever resten af sit liv i USA på godt og ondt – men aldrig kedeligt fortalt.
Bogens mest fremtrædende personligheder er mormor – fru doktor Rother – hendes datter Renate, som bliver patolog, og Renates datter Irene, der er bogens forfatter. Stærke, selvstændige og enormt stædige kvinder. Mændene er noget mindre markante – fru doktor Rother vil med garanti mene at det er udtryk for deres medfødte kønsbetingede svaghed og mangel på rygrad.
Bogen, med mormor som eneste fortæller, er sprudlende velskrevet og meget, meget underholdende. Jeg er faldet med et brag for denne dame hvis personlighed brænder klart igennem – en harsk, bramfri, dominerende drage der kalder en spade for en spade og som aldrig er i tvivl om egen betydning og eget værd. Og som derfor slipper afsted med det mest utrolige. Selv fra det hinsides udsender hun en lind strøm af ublide kommentarer om sin datterdatters gøren og laden.
Denne bog får fem stjerner – det er en sand perle som jeg kun kan anbefale.
Boganmeldelse af Tine Demandt

|