top
logo

Login




Home

Fordærv Udskriv Email

Fordærv
af Michael Kamp
(Books on Demand)



Gregers er en lidt træt, desillusioneret klasselærer for en af de ældste klasser i en dansk folkeskole. En efter en begynder eleverne i hans klasse at møde op i død tilstand. De døde elever er altså i stand til at troppe op trods en fremadskridende forrådnelsesproces, men er i øvrigt uimodtagelige for undervisning og bogstavelig talt udenfor pædagogisk rækkevidde. De søger at bide de stadigt levende elever, hvorved disse smittes med døden.

Der er altså tale om et fænomen, der griber voldsomt om sig og heller ikke lærergruppen går fri. Undervejs mere end antydes det, at denne dødsproces, eller udskilningsproces om man vil, kan være direkte forårsaget af selve skolen/undervisningen/lærerne etc.

Udviklingen på skolen følges gennem Gregers og hans forsøg på at håndtere situationen bedst muligt, ledsaget af hans ret morsomme betragtninger og overvejelser, tydeligvis affødt af et indgående had-kærlighedsforhold til ”Den danske folkeskole”.

Bogen er sine steder (ret mange faktisk) grotesk morsom. Skildringen af ”skole-hjem samarbejdet” set med Gregers trætte øjne, de pædagogiske midler der foreslås taget i brug overfor de stadig mere pågående døde (et knus om morgenen!), sammenstillingen af den fuldstændigt vanvittige situation med skolens regelsæt og normer, skrevne som uskrevne, og ikke mindst Gregers’ egen udvikling til hårdkogt udøver af konsekvenspædagogik med boldtræ og tavlelineal er en sjov og spydig kommentar til den danske skole, når den er mest irriterende indforstået og indspist.

Det er en kort, let og hurtigt læst bog. Handlingen er for så vidt meget enkel og fortællingen holder sig nøje til sit ene tema. Jeg vil formode at den er tiltænkt dem af de store børn/unge, der stadig er blandt de levende, men den er altså også ret underholdende for en voksen. Hvis man ellers synes om den form for morbid humor.

Boganmeldelse af Tine Demandt




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/