|
Fordele og ulemper ved døden af Umberto Eco Oversat af Thomas Harder (Forum)
    
Fordele og ulemper ved døden består af godt 60 artikler af variende længde, de fleste ret korte. Alle har været offentliggjort i Italien (hovedsageligt i dagspressen) og er altså skrevet for et italiensk publikum. Under hensyntagen til mediets karakter må man formode at de overvejende er tænkt som aktuelle indspark i en konkret situation.
I den foreliggende bog er artiklerne inddelt i tematiske grupper, en inddeling, der umiddelbart forekommer lidt påklistret og søgt – men en eller anden struktur er selvfølgelig nødvendig.
Den politiske situation, globalt og i Italien, fylder meget. Forfatteren er hverken begejstret for Berlusconi, Bush eller invasionen i Irak og tager disse under intelligent bidsk behandling. I det hele taget slås hårdt ned på alle afskygninger af populisme, forfladigelse og –dummelse, det være sig i politisk, religiøs eller litterær forklædning. Af eksempler kan i flæng nævnes: Dan Brown, kristen fundamentalisme, Berlusconis brug af massemedier.
For en læser, der ikke er italiener eller meget godt inde i italienske forhold, er hovedparten af teksterne desværre for indforståede, på trods af oversætterens behjertede forsøg på at forklare undervejs. Alt for meget forudsættes bekendt til at det rigtigt fænger. Forlaget oplyser at der er udeladt enkelte tekster. Fint! Bare ikke nok.
Et andet problem – og det ligger i højere grad i selve konceptet – er at ikke alle essays stadig er aktuelle (eller bare giver mening) så mange år efter deres tilblivelse. Al respekt for de (dags-) aktuelle politiske og samfundsmæssige kommentarer, middellevetiden er trods alt kort.
Det er således symptomatisk, at de essays i samlingen der har mere almen karakter, er en fornøjelse at læse. Forfatteren skriver jo både intelligent og underholdende, har et rigtigt godt bid og en skarphed i udtrykket, som jeg sætter stor pris på. I dette tilfælde er der bare for langt imellem snapsene til at det er umagen værd at tygge sig igennem resten.
En sidebemærkning til bogens titel, som er taget fra det sidste essay i samlingen (for resten et af de bedre): Jeg synes ikke den giver et dækkende indtryk af bogen. Den synes at love et mere alment (eksistentielt) indhold end tilfældet er.
Boganmeldelse af Tine Demandt

|