Fortryllersken fra Firenze
af Salman Rushdie
Oversat af Thomas Harder
(Gyldendal)



Fortryllersken fra Firenze har flere sammenhængende handlingsspor i gang samtidig. Handlingsskelettet, henlagt til 1500-tallet, udgøres af historien om en lyshåret eventyrer og historiefortæller, der møder op ved Akbar den Stores kejserhof i Sikri i Indien.


Akbar er en stor og militært sejrrig kejser – men også en meget eftertænksom og drømmende én af slagsen. Hans yndlingshustru er et produkt af hans egen forestillingsevne, men ligefuldt virkelig alligevel.

Til dette hof kommer den fremmede unge mand, som udfordrer og provokerer kejseren med ord og handlinger, og over tid (à la 1001 nat) fortæller den historie, der skal overbevise kejseren om at den unge fremmede i virkeligheden er kejserens onkel, søn af en søster til kejserens bedstefar.

Historien, som strækker sig over flere generationer og mindst tre kontinenter, tager sit udspring i Firenze, hvor tre drenge med varierende grader af seksualdrift og udlængsel vokser op som venner. En af dem, Argalia, skal senere ende som hærfører for den osmanniske sultan og efter et blodigt slag møde den underskønne prinsesses og fortryllerske Qara Köz og hendes (næsten) dobbeltgænger, kendt som Spejlet. De to andre forbliver i Firenze, gør karriere og falder i unåde (begge dele i varierende grad). Den ene af dem er for resten Machiavelli, den anden er fætter til den opdagelsesrejsende, der har lagt navn til Amerika.

Argalia og hans to kvinder vender tilbage til Firenze, hvor Argalia går i tjeneste hos fyrsten af Firenze og Qara Köz og hendes spejl fortryller hele byen – til en vis grænse i hvert fald.

Hvordan de to-tre interagerende handlinger i øvrigt udvikler sig skal ikke yderligere afsløres.

Romanen er skrevet med stort sprogligt overskud på Salman Rushdies vanligt ordrige og fabulerende vis, og er i øvrigt fremragende oversat. Den er meget morsom, eksempler herpå er afsnittet om de konkurrerende skoler indenfor kartoffelmagi. Og beskrivelsen af Den Kejserlige Smigrer af Første Klasse, som er en mester i kumulativ slesken. Romanen behandler adskillige vigtige og tankevækkende temaer som f.eks. magt, det at herske (tyranni kan antage mange skikkelser), religionernes menneskeskabthed, forførelse og fortællingens magi, sindrigt vævet sammen i én sammenhængende fortælling.

Alligevel er jeg en smule skuffet over den, og har sågar i længere passager haft svært ved at holde koncentrationen. Måske fordi romanens karakter af meningsformidling tager magten fra historien og det ender lidt for meget som et litterært (vel)formuleret programskrift? Eller måske er forfatteren ramt af det fænomen, som også rammer Qara Köz: Det er bare for meget for et enkelt menneske at fortrylle så mange i så lang tid. Denne roman fængsler mig ikke – den er velskrevet, overordentligt godt håndværk, men tryllestøvet holder ikke hvad det lover.

Boganmeldelse af Tine Demandt