top
logo

Login




Home

Foxy Lady I-V Udskriv Email

Foxy Lady I-V
af Ida Jessen
(Gyldendal)



Foxy Lady I-V er en sød og anderledes lille bog, som handler om en håndfuld kvinder, der alle har en tilknytning til den middelalderagtige by Fox. Livet i Fox, som kun er beboet af kvinder, synes at være meget forskelligt for bogens hovedpersoner, men på forunderlig vis krydses deres veje adskillige gange gennem bogens handling, dog uden at de selv er klar over det.

Vanen tro skildrer bogens forfatter, Ida Jessen, et spændende persongalleri præget af meget forskellige personligheder. Dog er fællesnævneren for bogens hovedpersoner, at de alle enten styrer eller bliver styret af kærlighed, sex og magt.

Foxy Lady I-V er inddelt i fem kapitler, som skiftevis fortælles med en af bogens hovedpersoner som jeg-fortæller. Kapitlerne fungerer på denne måde som små selvstændige historier, der dog, når man læser bogen i ét stræk, danner helheden for bogens hovedhistorie.

Bogen er med sine 164 sider og lille format en let læst sag, som for mit vedkommende var læst på en dag. Alle hovedpersonerne i bogen er fascinerende på hver deres facon og ville i samlet flok, eller måske hver for sig, kunne danne et grundlag for en ny interessant roman, hvor vi lærer dem alle bedre at kende. Især Angelina og Gabriella ville være spændende at opleve i Jessens Hvium miljø...

Alt i alt er Foxy Lady I-V en finurlig lille bog med mange interessante aspekter. Dog foretrækker jeg Ida Jessens senere romaner som ABC og Det første jeg tænker på.

Boganmeldelse af Lisbeth Høier Harpsøe




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/