top
logo

Login




Home

Freja Udskriv Email

Freja
af Johanne Hildebrandt
(Forum)



Freja er en af Vanaheims præstinder og datter af dronning Åse. Hun er født med store kræfter, er viet til månegudinden og det forventes, at hun bliver den udvalgte som skal påføre sig ypperstepræstindens kappe.
Hun ser i sine drømme hvad fremtiden vil bringe og mærker hvordan en truende skygge lægger sig over landet. Og da Aserne trænger ind i landet fra øst, brænder gårde ned og slagter hendes folk, Vanerne, starter en blodig krig mellem Aser og Vaner – en krig som kommer til at ændre alt hvad hun drømmer om og forventer af fremtiden.

Samtidig forelsker hun sig i en stærk Ase kriger ved navn Tor. Tor er søn af Odin, lederen af de Aser som er trængt ind fra øst, og en mere forbudt kærlighed end deres, har aldrig fandtes. Aserne tror på kriger guden Tiwats og at mændene er familiens overhoved. Kvinderne skal tjene deres mænd og behandle dem som deres gud på jorden. Derimod tror Vanerne på Gudinden, kvinderne styrer samfundet og da det er dem der giver børnene liv, er kvinderne hellige. For dem er en vis balance mellem mænd og kvinder altafgørende og de mandlige præster tilbeder Tvillingeguden, Gudindens elsker, men mændene har slet ikke samme magt som kvinderne.

Disse store forskelle i deres tro bringer mange konflikter med sig, og de må begge kæmpe for hvad de tror på.

Freja derimod, bliver af gudinden ført i en anden retning. Men hvad skal hun gøre? Hun må gøre op med sig selv hvad hun vil gøre og hvad der, i fremtiden, vil være bedst for hele hendes folk – også selvom valget vil være hårdt og smertefuldt. Vil hun følge gudindens ønske eller hendes folks?

Freja er første bog i serien Sagaen om Valhal.

Freja har en ganske udmærket handling, selvom den til tider kan blive en lille smule kedelig, og den fører os dybt ind i den æld gamle tro der eksisterede før Valhal. Meget af bogens handling er ren videnskabeligt gætværk, eftersom ingen skrifter findes fra dengang og man kun har udgravninger at gå ud fra, men det er lykkedes forfatteren at spinde det sammen til en spændende fortælling, som giver et bud på hvordan tingene kunne have været dengang.

Vi bliver i handlingen præsenteret for to forskellige trosretninger; asernes og vanernes, og jeg har i hvert fald tydeligt kunne mærke hvordan forargelsen over kvindernes behandling, mændenes tanker og lignende, er boblet op. Vi hører ikke kun hovedpersonens synspunkt af sagen, men sættes ind i flere folks tanker og drømme, og får på denne måde en god forståelse for hvorfor personerne gør som de gør – dette er specielt spændende når de to trosretninger mødes og det giver en udmærket indsigt i de forskelligheder der er mellem dem.

Selvom det er en tyndere bog på lige over 300 sider, virker den til tider meget lang. Ind imellem syntes jeg virkelig, at jeg har måttet kæmpe mig igennem bogen, mens den til andre tider er ganske fangende og sjov at læse.

Hvis man er til den nordiske mytologi, det der var før, og syntes det er sjovt at læse et lidt fantastisk bud på hvordan den er opstået, tror jeg man vil finde denne bog spændende at læse.

Boganmeldelse af Michelle Revsbech




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/