Gargoilen
af Andrew Davidson
Oversat af Anne Mette Poulsen
(Jentas)

En voksen mand med en baggrund som først pornofilmstjerne, siden producent af halvgode pornofilm har et heftigt misbrug af både alkohol og stoffer. Han kommer ud for en eneulykke i sin bil og bliver voldsomt forbrændt og permanent vansiret. På trods af alle odds overlever han. 


En mystisk og meget sensitiv kvinde med det (for) meget sigende navn Marianne Engel dukker op på hospitalet og tager ham praktisk, økonomisk, socialt og følelsesmæssigt under sine vinger. Hun er billedhugger og hugger gargoiler (uhyrer) ud af sten. Hun fortæller historier og fabler om kærlighed og mere end antyder at de to har haft et fælles liv i fortiden, et liv som videreføres og fuldbyrdes i deres nutidig kærlighedshistorie.

Fortællingen spænder således over et ret stort tidsrum, fra vikingetid til nutid, og desuden over mange kulturer/lande (Japan, Skandinavien, USA, Centraleuropa).

Efter min smag kommer romanen til at sprede sig lidt rigeligt over kontinenter og århundreder og generelt virker selve grundfortællingen ikke overvældende troværdig og lovlig melodramatisk. Til gengæld er der nogle virkelig fine, mindre sidehistorier og nogle rigtig gode skildringer af bipersoner. 

Forfatteren har et meget malende og levende sprog med mange billeder og (ofte spøjse) sammenligninger, et sprog som generelt er underholdende og overraskende at læse. Dog har han en svaghed for at læsse lige rigeligt med sproglige finurligheder oven i hinanden, og så bliver det simpelthen for meget af det gode.

Der trækkes voldsomt på Dantes Inferno, også mere end historien kan bære. Jeg fandt det svært at bevare interessen i de meget lange beskrivelser af hovedpersonens hallucinationer.

Jeg synes at bogen er noget ujævn, men bestemt ikke uden gode sider, og jeg har læst det meste af den med fornøjelse. Men den ville efter min mening havde vundet gevaldigt ved at blive strammet op sprogligt og handlingsmæssigt.

Boganmeldelse af Tine Demandt