Graverens datter
af Joyce Carol Oates
Oversat af Susanne Staun
(TV2)



Året er 1936. Familien Schwart er på flugt fra Hitler, selvom de ikke er jøder. Familien består af far, gravid mor samt deres to sønner.



Rebecca, som er hovedpersonen i bogen, kom til verden efter en elleve timer lang fødsel i en lille beskidt kahyt på båden, der lå for anker i New Yorks havn. Alle de andre passagerer havde forladt skuden.

Rebeccas far, tidligere matematiklærer på en prestigefyldt drengeskole, må i det nye land ydmyge sig for at opnå et dårligt lønnet job som graver, hvor han må passe og vedligeholde deres kristne kirkegård.

Med had til det nye rige land, raserianfald, hvor hånden sidder løst på ham og alt for meget alkohol ryger indenbords, går det familien ilde.

Moren har hjemve og er kuet af sin ondskabsfulde mand der forbyder hende at tale andet end amerikansk – et sprog hun aldrig mestrer.

Da en tragedie rammer familien står Rebecca, som nu er tretten år, alene og kommer under offentlig forsorg til hun bliver myndig.

Rebecca gifter sig med Tignor dagen efter han har banket hende til næsten ukendelighed første gang. Han er dobbelt så gammel som Rebecca, han er en mand der godt kan lide sig selv, hans latter kommer let og er selvsikker. En guds gave til kvinderne. Hun er stolt over at være hans kone og mor til deres barn.

Efter endnu en voldelig affære påbegynder flugten fra den voldelige ægtemand, med sig har hun sin lille forslåede søn. De har skiftet navn og Rebecca og sønnen begynder deres rejse gennem Amerika på jagt efter et liv og en identitet i deres nye fædreland. Det bliver en lang og sej kamp.

Det er en velskrevet og medrivende bog, som leves forlæns og huskes baglæns, hvor kærlighed gør blind – fra helt uacceptabel vold til øm kærlighed – og hvor vi følger den skrøbelige unge kvinde med den stærke psykes kamp for at overleve.

Boganmeldelse af Kirsten Høier