Gregorius
af Bengt Oglsson
Oversat af Kamilla Jørgensen
(Bazar)



Pastor Gregorius er præst ved en kirke i Stockholm og gift med en meget yngre kvinde. Romanen følger den sidste sommer i hans liv - den langsomme og pinefulde opløsning af hans forhold til sin kone og hans halvhjertede forsøg på at indlede et forhold til en anden kvinde under et kurophold. Til allersidst modtager han en pille af den tvetydigt fremstillede huslæge dr. Glas og denne pille formodes at slå pastoren ihjel. Jeg vil skønne at vi er tilbage omkring år 1900, men det fremgår ikke eksplicit af teksten.

Som ovenfor antydet er den ydre handling i romanen ganske beskeden. Ifølge bagsideteksten bygger bogen på en (ældre) roman, Doktor Glas, af Hjalmar Söderberg. En roman jeg ikke kender, men som skulle fremstille Gregorius som et sjældent frastødende eksemplar af menneskeheden, og hvis endeligt – tilvejebragt af en cyankaliumpille udleveret af samme dr. Glas – ikke kan medføre noget større tab for nogen.

Denne roman fortæller historien med pastor Gregorius’s stemme og udelukkende fra hans synsvinkel – og tegner et portræt af en meget introspektiv herre, der egentlig er kendetegnet ved stort mod til at se egne svagheder og skyggesider i øjnene. Et grundtema er synd (pastorens referenceramme er naturligvis kristendommen): ”Min definition af synd er, at man berøver sig selv muligheden for at blive et elskende menneske” og som følge heraf kærligheden. Og hvad forhindrer så mennesket i at blive et elskende menneske? Det gør frygten, som i sit kølvand har både løgn og selvhad, fremmedgjorthed overfor sig selv og verden. Og det gør skammen og hovmodet – to sider af samme mønt. Igennem sin sidste sommer arbejder pastor Gregorius sig længere ned i sin smertefulde selverkendelse (syndserkendelse?) og det forekommer rigtigt og konsistent at han til slut modtager (af frygt/skam/ensomhed) af sin modstanders hånd den pille, som læseren ved vil blive hans død.

Pastor Gregorius er så sandelig ikke noget sympatisk menneske, heller ikke ved nærmere bekendtskab, det står slet ikke til debat. Spørgsmålet er om han er enestående – og svaret er nej. Efter min opfattelse fortæller Gregorius noget fundamentalt om mennesket og vores vilkår, og det fortælles med stor, hudløs ærlighed.

Det er en velskrevet, men også noget tung og næsten deprimerende bog. Underholdende er den ikke, snarere gribende på en knugende, vedholdende måde. Min personlige opfattelse er at det er en virkelig god bog, men nok med et begrænset publikum. Hvis man har teologiske og/eller filosofiske interesser, kan den anbefales, men ønsker man action og underholdning bør man nok søge andre steder hen.

Boganmeldelse af Tine Demandt