|
Havets folk af Michael Gear og Kathleen O'Neal Gear Oversat af Ole Steen Hansen (Borgen)
    
Havets folk foregår i Californien for ca. 10.000 år siden, i nærheden af Sierra Nevada gletsjerne, som smelter på grund af klimaforandringer. Dermed forsvinder de livsvigtige mammutter også og ukendte sygdomme hærger alle klanerne.
I bogen starter vi med at høre om Odderklanen. Deres daglige helbreder/åndeleder Solstrejfer er taget ud for at helbrede mennesker, men er derved også selv blevet ramt af sygdom. Hans kraft og forbindelse til åndeverden svækkes.
I Odderklanen er også Ravnenæb, som med alle mulige kneb og midler prøver at skubbe Solstrejfer ud af klanen.
Sideløbende med det hører vi om Tårnfalk, en ung kvinde fra en anden klan. Hun er gift med Lammedræber, som er handelsrejsende. Han er ond, brutal og ikke rigtig klog, og Tårnfalk er meget ensom, da hun for det meste er alene. Hun søger derfor selskab hos Havtorn, hvilket ender med at hun bliver gravid. Da Lammedræber kommer hjem og opdager dette bliver han rasende og Tårnfalk flygter.
Hun møder Solstejfer og sammen må de kæmpe mod både Ravnenæb og Lammedræber. Samtidig skal Solstrejfer finde sine forbindelser til åndeverden, så de derigennem kan få hjælp til at bekæmpe deres to fjender.
En utrolig spændende bog, som jeg slugte på få dage. Den er fjerde bog i en serie, men kan sagtens læses selvstændigt, da de på ingen måde hænger sammen. Der et blot det samme tema som kører igennem alle fire bøger. De tre første hedder: Ulvens folk, Ildens folk og Jordens folk.
Kan man lide Hule Bjørnens Klan kan man bestemt også lide disse.
Boganmeldelse af Sonja Troest

|