Lydbogsanmeldelser
Smagsprøver
Debatforum
Login
| Hej menneske |
 |
 |
 Hej menneskeaf Merete Pryds Helle (Lindhardt og Ringhof)   I den jordanske ørken er en gruppe danske arkæologer, hjulpet af lokal arbejdskraft ”til det grove”, i færd med at udgrave en stenalderlandsby fra dengang hvor de første mennesker fandt ud af at dyrke jorden systematisk og tæmme og avle husdyr. Den unge arkæologistuderende Edith, bogens hovedperson og fortæller, får under udgravningen et livstruende bid af en skorpion og tilbringer den følgende tid på sit hotelværelse, hvor hun – delvis i febervildelse – kaster sig over specialeskrivningen, venter på sin forsinkede kæreste, der er på vej, og drømmer om en tænkt navnesøster, der kunne have boet i det hus, hun selv har arbejdet på at udgrave. Romanen skifter mellem dels historiens nutid med specialeskrivning, udfordringer med kæresten samt generindring og bearbejdning af et voldsomt barndomstraume og dels fortiden med stenalder-Edith som bærende figur. Gennem stenalder-Edith fortælles historien om de tidligste menneskers dagligliv, med børnefødsler, fester og innovationer som udfordrede stenaldermenneskenes tankebaner til bristepunktet. I dette tilfælde f.eks. begyndelsen på egentligt agerbrug og systematisk avl af husdyr. Forfatteren, som har studeret nærorientalsk arkæologi, trækker vældig meget på sine egne oplevelser (i samme udgravning) og bogen er illustreret med hendes egne og kollegers fotos fra udgravningsarbejdet. Sideløbende med at historien om de to Edith’er fortælles, er der mange overvejelser om blandt andet videnskabelig metode, sociologisk og kognitiv teori og om hvad det egentligt er muligt at udtale om fortiden ud fra det foreliggende materiale. Romanen bliver således en lidt spøjs blanding af egentlig ”traditionel” fiktion, de to Edith-historier, og en mere faktuelt reflekterende overbygning. Sprogligt formidles den drømmende karakter af Ediths fantasier om sin stenalder-navnefælle brillant. Fortællingen selv får drømmekarakter og fremstår sine steder næsten som et prosadigt. Men det gør også disse passager af romanen noget svære at læse. De mere lige-ud-ad-landevejen kapitler er helt klart også præget af høj sproglig kvalitet og meget lettere tilgængelige. Jeg tror at forfatteren har givet sig selv en stor udfordring med denne roman, hvilket kalder på den allerstørste respekt. Men jeg synes også at romanen er blevet meget ujævn (hvilket nok er meningen) i sine spring mellem tider, personer, forskellige former for skriftlig fremstilling osv, og jeg er ærlig talt stadig i tvivl om hvorvidt forfatterens projekt er lykkedes. Jeg har selv nydt at læse bogen for dens fremragende sprogbehandling, interessante overvejelser om menneskets udvikling fra jæger-samler til landbruger og den i sig selv gode historie om især stenalder-Edith, men synes at den i sin opbygning stritter for meget i for mange retninger på én gang, til at den er virkelig vellykket. Boganmeldelse af Tine Demandt  |
Nyhedsbrev
