Himmelflugten
af Iben Thranholm
(Gyldendal)



Iben Thranholm, der er både journalist og teolog, har konstrueret hvad forlaget kalder for en interviewroman. Dette består af samtaler/interviews med tolv forskellige mennesker, troende og mindre troende, men alle med en kristen kulturbaggrund. Disse samtaler er bundet sammen af beskrivelser af forfatterens rejse mellem de forskellige interviews og redegørelser for de tanker, hun gør sig undervejs.

Forfatterens erklærede formål med hvad hun kalder sin pilgrimsrejse er: ”at se og høre hvad der er tilbage af den kristne tro og for at lede efter nogen, som stadig kan gøre den vedkommende” og ”at hver samtale skal bringe mig nærmere indsigten i hvem Gud er, og hvilke veje man kan gå for igen at komme til at tro på ham i det moderne Europa”.

Udgangspunktet er også, at den kristne tro er truet på livet i Europa. Hendes pilgrimsfærd bringer hende i kontakt med fire repræsentanter for den romersk-katolske kirke (alle gejstlige) en enkelt mystiker med rod i den græsk-ortodokse kirke, tre danske lutheranere – en biskop, en kirkekunstner og en litterat, og endelig fire andre personligheder af ikke umiddelbar kristelig observans – en forfatter, en psykiater, en astrofysiker og en udenrigsminister.

Det er altid interessant at høre/læse om hvad søgende, eftertænksomme mennesker har at sige om de virkeligt store spørgsmål. Nogle af samtalereferaterne fungerer umiddelbart godt og er interessant læsning. Her kan jeg personligt fremhæve interviewet med astrofysikeren Jens Martin Knudsen (i øvrigt kendt som formidler bl.a. i TV) samt med den katolske præst David Vincent Nielsen.

Til gengæld har forfatteren i nogle af sine samtaler voldsomt svært ved at forholde sig neutralt spørgende. Det er særligt mærkbart i samtalen med Per Stig Møller, hvor hun næsten ikke kan holde sine private kæpheste under kontrol - bl.a. om behovet for et konfessionelt kristent grundlag for den europæiske forfatning, eller for den politik der føres nationalt for den sags skyld. Jeg oplever også hendes holdning til mirakler, helbredelser ved guddommelig indgriben m.m. som noget naive. Men folk må jo for så vidt tro hvad de vil, blot de ikke forlanger at andre nødvendigvis skal tro på det samme.

Bogens struktur fungerer decideret ikke. Det er den eneste interviewroman jeg er nogensinde er stødt på og den opleves i hvert fald ikke som en roman. Jeg ville selv have foretrukket at læse tolv essays eller tolv åbne, upartiske interviews i stedet. Uheldige regibemærkninger skæmmer, undertiden grænsende til det komiske, f.eks. ”Velkommen! siger hans øjnes livfuldhed”, ”han ser ud som om han grubler over en gåde han ikke kan løse” ”sig det,” nærmest bønfalder han mig”.

Boganmeldelse af Tine Demandt