Hipofolk
af Erik Haaest
(Documentas)



I Hipofolk beskriver Erik Haaest Lorenzen-gruppen, der var en af de mest aktive – og brutale – terrorgrupper i det tyske politis tjeneste i besættelsens sidste år.

Bogen falder i naturlig forlængelse af de senere års mange værker, hvori besættelsestidens historie suppleres, nyfortolkes og til dels omskrives i forhold til den ”kollektive erindring”, der var dominerende i næsten 50 år efter krigens afslutning.

Måske ikke overraskende virker Lorenzen-gruppens historie i Haaests version som blot endnu en variation over et kendt tema – der er således ikke meget, der adskiller gruppens deprimerende historie fra Birkedal- og Brøndumgrupperne.

Haaests fremstilling adskiller sig imidlertid ved at følge de overlevende gruppemedlemmer, efter at de havde udstået deres straf – og den del af skildringerne er egentlig nok så interessant.

Alt i alt har Erik Haaest begået en sober bog om denne fremtrædende gruppe forrædere og terrorister, uden at der er tale om noget enestående eller fantastisk værk. Et hjertesuk har jeg dog: Kunne man ikke have fundet nogle kapiteloverskrifter, der lød lidt mindre af Ugens Rapport? Jeg citerer: ”Hipos største preservativforbruger” (det bliver bedre endnu), ”Skrev muntre vers i dødscellen og var elsket til sin død”, ”Han var en dejlig mand, siger hans enke” og la piece de resistance: ”Kussetyvens sidste elskerinde passer hans grav”. Hva’beha’r - hvem kan se på indholdsfortegnelsen, og lægge sådan en bog fra sig igen?

Det er faktisk synd, at en i øvrigt O.K. bog skal skæmmes af sådanne overskrifter.

Boganmeldelse af Ole Klaumann