top
logo

Login




Home

Huset ved Riverton Udskriv Email

Huset ved Riverton
af Kate Morton

Oversat af Ulla Oxvig
(Lindhardt & Ringhof)



Grace er 98 år og bor på plejehjem. Hun har langt hvidt blødt hår, synet er dårligt uden briller, hun lever på en cocktail af piller, men hendes hørelse er lige så god som altid. Alderen har lært hende kun at lytte til det hun vil høre.


Grace er blevet opsøgt af en instruktør, der er ved at lave en film og familien Hartford, som Grace tjente hos fra 1914–1924. Hun blev dengang ansat uden erfaring og havde ingen anbefaling. Nu kommer Grace til at opleve hele fortidens minder og drama, hvilket får hende til at føle sig sårbar og skyldig. Men skyldig i hvad?

Vi færdes rundt i stuerne og børneværelserne og ind imellem er det som om herskabet ikke tror eller tænker på, at tjenestefolket har øre, men lyttebøfferne var også store den gang.

Grace kommer tæt på familien Hartford´s to døtre Hannah og Emmeline. Hun bliver hurtigt Hannahs fortrolige, samtidig med at der bliver snakket hen over hovedet på hende. Det er ikke småting Grace må lægge øre til. Hemmeligheder hun skal holde på, og det ved Grace meget om, for hun har hele livet levet med dem.

Hannah bliver gift med en rig amerikaner. De flytter til London hvor hun tager Grace med som kammerpige. Senere overtager ægtemanden hendes barndomshjem.

Hannah keder sig i sit ægteskab og kaster sig ud i et hedt kærlighedsforhold til den unge digter der lider af granatchok, og som var ven med hendes bror der faldt i krigen.

I modsætning til Hannah lever Emmeline det vilde liv. Hun både ryger og drikker, fortæller vittigheder, hvisker ikke længere bag hænderne og gemmer sig ikke under generte blikke.

Huset ved Riverton er en skøn let sommerroman med miljø og underholdning. Man lader sig føre med ind i de fornemme stuer og deltager i samtalerne. Man må jo nok konstatere at herskabers medaljer også har bagsider.

Lav dig en kop te, smæk stængerne op og følg et helt århundrede fra tjenestepige til en doktorgrad i arkæologi.

Boganmeldelse af Kirsten Høier




 

Nyhedsbrev


bottom

© 2012 http://www.rundtombogen.dk/