Hvad jeg taler om når jeg taler om at løbe
af Haruki Murakami
Oversat af Mette Holm
(Klim)

Haruki Murakami er forfatter og langdistanceløber. Han har, nærmest i essayform, skrevet en meget personlig beretning om sit løberliv og dets betydning for hans skribentvirksomhed.



En personlig beretning, men ikke privat. Man fornemmer en sjældent blufærdig person, der holder sit privatliv for sig selv, og er man interesseret i biografisk stof ud over hvilke løb han har deltaget i og hvilke bøger, han har udgivet, må man søge andetsteds.

I sit forord skriver forfatteren: ”Undervejs opdagede jeg, at det at skrive ærligt om at løbe næsten er det samme som at skrive ærligt om mig selv, derfor kan man nok betragte denne bog som en slags ”memoirer” centreret omkring det at løbe […] det er de personlig erfaringer jeg har gjort mig ved at sætte min krop i bevægelse og erkende, at lidelse vælger man selv. Det er næppe erfaringer alle og enhver kan bruge, men det beskriver i hvert fald det menneske, jeg er.”

Haruki Murakami er ifølge ham selv ikke nogen gudbenådet løber, ej heller en sprudlende talentfuld forfatter, der ryster store værker ud af ærmet med højre hånd bundet på ryggen. Både langdistanceløb og det at skrive er for ham aktiviteter, der kræver nøje doseret vedholdenhed, planlægning og evnen til at justere ind på basis af indhentede erfaringer.

Bogen beskriver en række løb, forfatteren har deltaget i og hans træning, betragtninger og iagttagelser undervejs. Herunder ikke mindst hans erfaringer med at blive en ældre løber, hvor kilometertiderne går den forkerte vej, alt i mens han i baghovedet stadig har sin vante forestilling om ”den gode tid” og overbevisningen om at hvis man nu lige tager sig sammen, så kan man... 

Det virker som om forfatteren er kommet overens med sin nedadgående præstationskurve og er landet på en accept af at alle livsafsnit har deres forcer – og det er også godt nok. Og man mere end aner at den accept har tvunget sig igennem under ledsagelse af mange frustrationer og kampe.

Jeg synes at forfatteren lever op til de hensigter, han skitserer i sit forord. Han har skrevet en ærlig og personlig bog, absolut u-missionerende, aldrig skråsikker og meget afdæmpet og famlende i sin udtryksform. 

Han har sikkert også ret i at ikke alle og enhver vil finde den læseværdig. Jeg gør og giver den fire stjerner baseret på en – indrømmet – meget personlig vurdering. Den bygger på, at jeg deler forfatterens passion for at løbe langt og derfor oplever en stor genkendelsens glæde, både ved hans filosofiske betragtninger og hans skildringer af antal tilbagelagte kilometer, træningsprincipper osv. Kan man derimod ikke identificere sig med tankegangen, vil den sikkert forekomme ret uvedkommende med sit ensidige fokus på det at løbe.

Boganmeldelse af Tine Demandt